Om skribenten ///

Partner
Mikkel A. Thomassen
(+45) 29 60 91 76
Med flere end 100 udviklingsforløb og 20 års erfaring med innovation på tværs af videns- og virksomhedsgrænser har Mikkel med sikker hånd gjort usikkerheder til aktiver, visioner til værdi og ideer til produkter...
Læs mere

Øen Wilhelmsburg er omdrejningspunktet for Internationale Bauausstellung (IBA) i Hamborg. Opgaven er gennem fysiske og sociale tiltag med særlig vægt på bæredygtighed og klima at skabe liv, forbindelser og boliger på øen og dermed udnytte øen bedre.

I dag bor der 50.000 mennesker på de 36 km2, hvilket er en tiendedel af mange af områderne i nærheden. At det ikke er en nem opgave vidner de mange infrastrukturanlæg, der omkredser øen om: motorvej, containerterminaler, jernbane samt stadig fungerende industri. Der er langt fra Hamburg til Wilhelmsburg øen – også selv om den er tæt på og stor og dejlig med grønsagsmarker, får, bindingsværksgårde, drivhuse og anden pastoral idyl tæt på og fjernt fra Hamburg Stadt Mitte.

Afstanden er også mental. Som en af deltagerne på den IBA cykeltur rundt på øen, som jeg deltog i, udtrykte det i et øjebliks begejstring ved fyrtårnet for enden af øen og med udsigt til den nordlige og sydlige Elbens sammenløb: ”Måske jeg alligevel skal bo syd for Elben. Jeg har ellers altid betragtet det som vores Balkan”. Og jo, man får en usædvanlig god kebab serveret på de kanter af personer med det etniske CV i orden. Og af samme og mange andre grunde skal man nu nok være fra Hamborg for at forstå den mentale afstand til alt syd for Elben. Det er lidt ligesom Amager – objektivt jo en dejlig ø, men det krævede en metro og en strandpark, at fortrænge fortidsmindet om dengang hollanske landmænd spredte lort ud over deres grøntsager. 

Bunken og bunkeren - hvis det ikke kan flyttes, så må det benyttes 
På Wilhelmsburg er det andre former for skidt, der er udgangspunktet. En god portion pragmatisme er nødvendig her. Ikke alt lader sig flytte – og så må det jo benyttes. The Energy Hill / Georgswerder Energy Hill er betegnelsen for et 40 meter højt bjerg med tre vindmøller og en 900 meter cirkelbro, der i bedste Aros-stil omkranser toppen og giver fantastiske udsigter ind over Hamborg. Og det gælder om at se ud og op og ikke ned, når man er der. For i bund og uden grund er der tale om et kæmpe affaldsbjerg, der har hobet sig op gennem 100 år bestående af både husholdningsaffald og i en kortere, men dioxinrig periode også industriaffald. Bunken er med andre ord højt forurenet, og en potentiel katastrofe for grundvandet med 4,5 kg af det giftigste Dioxin der findes og meget andet godt. At fjerne og rense det er ikke økonomisk muligt.

Så i stedet har man udviklet en særlig dug, som hele højen er dækket ind med, så regnvandet ikke trænger igennem, hvormed nedsivningen til grundvandet stopper. Hvis Energy Hill er IBA’s landskabelige højdepunkt, må Energy Bunker være dets tyngdemæssige ditto – også selv om det ikke ligger i centrum af Wilhelmsburg, hvor de fleste aktiviteter er samlet, og som er tiltænkt som det nye centrum for øen (hvilket også var forsøgt i 1930’erne hvilket bl.a. rådhuset centrale placering vidner om – men denne gang skal det være). Energy Bunker er endnu en miljømæssig rebranding af fortidens synder: Her er tale om et nazistisk opført flakfort opført i 1943 af nogle af de 70.000 tvangsarbejdere, der var indskrevet til at gøre Hamborg krigsklar i krigens sidste del. Men er du tumper, hvor er det en imponerende bygning. En kasse af uhørte dimensioner som knejser op midt i et ligegyldigt boligområde. Der er ikke meget flik-flak over det flakfort. Det er storslået at se på, at se fra og at se inden i. Enhver byggeudstilling må have en sådan – hvad dælen skal man gøre i Sankt Kjelds Kvarteret? Inddrage Svanemølleværket måske – det vil have formatet!

Montagestudier i fleksibilitet
Det er tankevækkende, at de mest markante værker i IBA – i hvert fald ved første øjekast – synes at være dem med et historisk benspænd. Det nybyggede centrum i IBA – i midten af Wilhelmsberg – synes underligt fladt i sammenligning og kunne være hvor som helst. Men det er måske lidt et vilkår for forsøgsbyggeriområder: Blangstedgård (Odense), Egebjerggård (Ballerup) og vel også i sin tid Studiebyen (København) havde vel heller ikke megen tilknytning til resten af byen? Ved første øjekast træder tre temaer frem i de netop færdiggjorte og til dels beboede bygninger: Hvordan bygger man godt og billigt, hvordan bygger man bæredygtigt og hvordan skaber man sammenhæng mellem arbejds- og fritidsliv? Det er jo gode og centrale temaer med stor hjemlig relevans. Alligevel bliver man lidt skuffet.

Ikke bare fordi området ikke er så omfattende – et par gader med knap 20 forsøgsbyggerier, hvis man tæller det hele med. Og ikke bare fordi det ikke er så stort i skalaen (punkthuse, mestendels til beboelse i op til fire etagers højde). Men først og fremmest fordi det hele virker lidt for bekendt. Tanken om fleksible huse hvor vægge kan flyttes til skiftende behov er jo ligesom set før. Og studierne i bedre og billige boliger ved hjælp af hhv. færdige boxmoduler, flade elementer stablet sammen på stedet eller søjlesystemer og bærende kerner i forskellige varianter er da også illustrative og et godt startpunkt for førsteårsstuderende på teknikum. Bæredygtighedstiltagene er på mange leder og kanter også set før: solceller, jordvarme, phase change materials, mere isolering etc. i forskellige kombinationer. To tiltag stikker umiddelbart ud. Soft House med sin brug af plast-baserede solceller monteret på tekstiler, der drejes efter sollyset og samtidig fungerer som solafskærmning. Men ”soft”???? Det er det da i hvert fald på den hårde måde – ligner mest af alt noget ingeniøren har slæbt ind i tæt samarbejde med stålrørsfabrikanten: IBA Softhouse Arups algefacade (som en alternativ måde at høste solenergi på) er også et nyt skud på den grønne stamme – eller den grønne pøl om man vil. Men igen er førstehåndsudgaven sgu noget stiv i kanterne, og personligt vil jeg nok blive en kende træt af at bo omgivet af akvarielignende lyde fra beluftningen af algesumpen i facadepanelerne; bloooop, bloooop, bloooop: Billede 5 Billede 6 (Billede af det færdige hus – hvis man er i tvivl er det rart at man kan læse sig til at det er ”cool”) Men nuvel, al begyndelse er svær – så det bliver spændende, at se hvor langt løsningerne kan udvikles.

Lys for enden af tunnelen
Så meget nyt er i støbeskeen, og jeg kan godt se fidusen i at konvertere både nazibunkers, dioxinbunker og alger til liv og grønne dage. Men på vej væk fra øen passerer jeg Rialto Lichtspiele, hvor musikken strømmer ud som optakt til en biografpræmiere for en portugisisk film. Fornemmelsen af øen, Hamborg og Tyskland anno de tidlige 30’ere er stærk, og jeg føler mig lykkeligt hensat til en tid, hvor industriaffald og krigsanlæg hverken fyldte landskabet eller vores samvittighed. Hvor overskriften var ”det moderne” og ikke miljøet.

Lykkefølelsen bliver ikke mindre da jeg krydser igennem containerhavnen, hvor sol og skyer kæmper om at danne rammen om et storslået industrielt havnelandskab. Kraner, skibe, industrihaller og containere så langt øjet rækker. Jeg havner i den gamle Elben-tunnel, der i weekenden nu kun benyttes af fodgængere og cyklister. Et industrielt vidunder indviet 1911 for at fragte arbejdere og gods fra Hamborg by til industriområderne syd for Elben. Elevatorer sørger for at læsse både mennesker og biler ned – der er plads til to biler per elevator – eller én hestevogn, for nu at holde fast i kravspecifikationen anno 1911. Det er både avanceret og intimt, industrielt og håndværkspræget – og først og fremmest betydeligt mere elegant end hovedparten af energihusene i IBA’s centrum. Billede 8 Der er givetvis lys for enden af tunnelen for Hamborg. Og jeg tvivler ikke på, at det bliver af den bæredygtige slags. Men indtil da bliver jeg nu gerne i tunnelen og containerhavnen, for det er her at byen for alvor bærer mig – og det gør den dygtigt.