Om skribenten ///

Partner
Mikkel A. Thomassen
(+45) 29 60 91 76
Med flere end 100 udviklingsforløb og 20 års erfaring med innovation på tværs af videns- og virksomhedsgrænser har Mikkel med sikker hånd gjort usikkerheder til aktiver, visioner til værdi og ideer til produkter...
Læs mere

Debatten om bæredygtighed er på forunderlig vis blevet både neoliberal og Morten Korch'sk. Det neoliberale mindset om ”enhver er sin egen lykkes smed” er nu erstattet med ”enhver er sin egen tomatdyrker og energiproducent” og samtidig higer vi med stenalderkost og ”nak og æd” tilbage mod (tanken om) en svunden tid. Men bæredygtig bæredygtighed er mere end selvtilstrækkelighed og retro. Det er det store cirkelslag, hvor kravet om kompleksitet håndteres gennem intelligens snarere end en forsimpling af verden.

At noget er bæredygtigt må betyde, at det er opretholdeligt, at noget kan blive ved. At realiseringen af nutidige behov ikke sker på bekostning af fremtidens. Bæredygtighed må med andre betyde, at ting går i ring – at cirklen sluttes. Det store spørgsmål er: hvor stort vi kan gøre cirkelslaget, uden at det brydes? Fortællingen om det lille cirkelslag står stærkt i dagens bæredygtighedsdebat. Der er en drøm om at mad, energi, klima og meget mere alt sammen er noget vi kan håndtere på egen hånd.

Som Robinson Crusoe på den øde ø og Morten Korch i sin idylliske verden, snakker vi om mikrofarming, mikrofyr, nulenergihuse og lokal afledning af regnvand. Tanken om en gylden tid fra før verden gik af lave melder sig i mange forklædninger: ”Nak og æd”, ”Bonderøven” og ”paleokost” for nu bare at tage nogle af de mange folkelige eksempler. Vi sværmer om tanken om det oprindelige og dermed simple og gode liv. Selvfølgelig er Robinson Crusoe-øen med et par palmer og et par fisk i balance og dermed bæredygtig. Men denne verden tillader begrænset liv og variation. Eller sagt på en anden måde: Danmark var bæredygtigt efter sidste istid, men kunne heller ikke grødføde mere end ca. 10.000 mennesker.

Det er vel ikke den form for bæredygtighed vi ønsker - for hvor skal vi andre 4.990.000 danskere så være? Det grundlæggende problem i ønsket om det lille cirkelslag er, at klare fremskidt fornægtes. Vi overser et af de afgørende gennembrud i menneskehedens historie, nemlig evnen til at organisere sig kollektivt. At det er arbejdsdeling, specialisering og den deraf følgende dygtiggørelse, der har skabt et rigt samfund for de mange, eller rettere, os mange. Det gælder både økonomisk, politisk, socialt og kulturelt.

Forbilledet må være regnskoven snarere end den øde ø! Det er vigtigt at holde fast i værdien af det store cirkelslag. Og derfor vil vi også mene, at det er værd at holde fast i systemleverancer som udviklingsdagsorden for byggeriet. Kravet om bæredygtighed skaber nemlig øget kompleksitet i det færdige byggeri og i byggeriets enkeltdele og samlinger. Det betyder, at vi i øget grad får brug for at indlejre viden i produkter, systemer og standarder frem for at have forestillingen om, at vi kan have det hele i hovedet. Hvis alt skal være nyt, er der ikke særlig meget der bliver anderledes.

Systemleverancer muliggør dette ved øget integration (og dermed øget viden) internt i delsystemerne og øget desintegration mellem delsystemerne (og dermed øget overblik). Systemleverancer er måske ikke helt så lette at sælge som et ”tagtomatbed” på Nørrebro. Men de gør en forskel i den store sammenhæng, fordi de netop tillader den store sammenhæng. De tillader, at vi kan lave store cirkelslag fordi vi kan lave komplekse løsninger, der fungerer efter simple spilleregler for sammenbygning. Hvorfor nøjes med Morten Korch og øde øer når vi har hele verden og hinanden til rådighed – både som mennesker i verden og som virksomheder i byggeriet? Findes der noget mere bæredygtigt end at systematisere og genbruge viden?

Følgende indlæg er en bearbejdning af oplæg holdt af Mikkel A. Thomassen ved CINARKS og forskningsnetværket SYSBYGs reception den 8. januar 2013 for bogen ”Bæredygtigt byggeri gennem anvendelse af systemleverancer”