Fra pejsestuearrangementet ”Alt det som ingen ser” afholdt i Smith d. 15. april 2015.

To unge fisk svømmer forbi en gammel fisk som hilser go' morgen og spørger, hvordan vandet er i dag. De unge fisk svømmer videre, hvorpå den ene efter et kort stykke tid vender sig og spørger: ”Hvad pokker er vand?”

Lignelsen blotter på finurlig vis alt det vi ikke ser, til trods for at vi står midt i det hver dag. Men hvordan skifter man fokus fra det, man ser på (byggeriet) til den brille man ser med, og som er med til at diktere den måde vi forstår, ordner og italesætter verden og, nå ja, byggeriet på? Ved det seneste pejsestuearrangement var ambitionen at lade byggeriet puste ud og debattere, hvordan vi kan udvikle vores tænkning om byggeriet.

For tænk nu, hvis én af byggeriets egentlige udfordringer er måden, vi beskriver det på, og at vi dermed fastholder frem for at udvikle. Måske er byggeriet kommet for tæt på sig selv og er derfor ude af stand til at frigøre sig fra sine forudsætninger og se løsninger, som man ellers ikke ville have set. Der er således masser af indsigt i byggeriet. Måske kniber det med udblikket eller evnen til at se sig selv lidt ude fra.
 
Som Post doc. ved Aalborg Universitet, Jens Stissing Jensen pointerede, så var byggeriet en gang en samfundsmæssig byggeklods, der skulle håndtere arbejderklassens boligforhold og dermed sikre politisk stabilitet. På hvilken måde kan byggeriet blive en relevant samfundsmæssig byggeklods i dag? Måske i grænsefladen med andre systemer (energi, klimatilpasning). Vi er fx vant til at forstå byggeriet som en sum af unikke projekter, hvor al fokus bliver lagt på anlæg. Måske skulle vi i stedet tænke det som flows af mennesker, årstider, vand, varme, el, transport osv. 

Projekterne udfolder branchen
Hvis vi som fiskene skal stille det rigtige spørgsmål (i dette tilfælde til byggeriet), så er vi nødt til at se og forstå, hvad det er for et samfund som byggeriet tager afsæt i og skal fungere i. Ifølge filosoffen Anders Fogh Jensen er dette afsæt projektsamfundet. Et af kendetegnene ved projektsamfundet er at det er aktiviteten, der udspænder rummet og ikke rummet der udspænder eller dikterer aktiviteten. Det gælder fx i moderne energidans, i terrorbekæmpelsen og til receptionen. I industrisamfundet var aktiviteterne styret af et forud fastlagt program: Soldaten skulle pakke sin rygsæk og kæmpe på et givet tidspunkt på et givet sted, og når du dansede, skulle du flytte fødderne sådan og sådan. I det fremvoksende samfund kendes hverken fremgangsmåde, mål eller bedømmelseskriterier på forhånd. Oversat til byggeriet kunne man spørge om projekterne i dag er kommet i centrum som de stabile enheder i byggeriet. Det er aktiviteterne, som udfolder branchen og ikke branchen, som definerer aktiviteten. Branchen springer ligesom fra ø til ø og derfor har alle eller ingen definitionsretten. Hvem samler op og hvem skal tage problemejerskab? 

Fra løsninger til læsninger
Vi har i byggeriet etableret en række faste spørgsmål, og vi er vant til at lede efter løsninger. Men måske skal vi i stedet lede efter nye læsninger – nye måder at forstå og italesætte byggeriet på.

Med afsæt i Smiths erfaringer med udfordringer i byggeriet kunne følgende være bud på alternative læsninger af byggeriet:

- Vi hører ofte byggebranchen ikke er innovativ. Men byggebranchen er formentlig en af de mest innovative brancher, der findes. Problemet er, at mekanismer til at systematisere og investere i opskalering mangler. Byggeriet har måske et vækstproblem, men ikke et innovationsproblem.

- Vi siger at byggeriet lider under for hård konkurrence, men måske er problemet i virkeligheden at alle leverer det samme. At vi kun konkurrerer på pris, fordi ingen vedvarende og med sikkerhed kan levere noget unikt.

- Vi siger at byggeriets problem er, at alle leverer det samme. Men byggeriet leverer masser af unikke løsninger, som vi bare ikke er i stand til at se, fordi vi kun sætter pris på det vi måler, frem for at måle det, vi sætter pris på.   

- Vi kender alle svanesangen om at i gamle dage forstod man, hvor vigtigt byggeriet var. Men der er i virkeligheden en massiv interesse for byggeriet - både politisk, økonomisk og i øvrigt også hos forbrugerne i dag. Vi skal bare være bedre til at se denne interesse i forbindelse med andre dagsordner og ressortområder - og ikke bruge kræfterne på at lukke byggeriet om sig selv.

Tak til dagens talere, filosof Anders Fogh Jensen og Post doc. Jens Stissing Jensen samt alle deltagere i pejsestuen.