Om skribenten ///

Partner
Mikkel A. Thomassen
(+45) 29 60 91 76
Med flere end 100 udviklingsforløb og 20 års erfaring med innovation på tværs af videns- og virksomhedsgrænser har Mikkel med sikker hånd gjort usikkerheder til aktiver, visioner til værdi og ideer til produkter...
Læs mere

Det siges, at vi lever i et vidensamfund. Og at vi skal leve af at skabe ny viden og herunder ikke mindst, nye ideer. Hvis det er rigtigt, må det være centralt at have en (eller flere) ide(er) om, hvordan man vælger de rigtige idéer? Som led i vores Smithske arbejde med at understøtte innovation i byggeriet indgår vi ofte i udviklingsforløb, der før eller siden fører til spørgsmålet: Nå, hvilken af vores mange gode ideer skal vi så gå videre med? Her plejer vi ikke at være sene til at trække et par simple sorteringsskemaer ud af værktøjskassen – typisk en sortering af ideer på ydre parametre (hvor stor værdi har ideen for kunden, og hvor unik er den i forhold til konkurrerende løsninger) og en på de indre forhold (hvor godt matcher ideen vores kompetencer, og hvor let er den at implementere). Alt plejer at være godt. Vi kommer videre i idéudvælgelsen og kan gå i gang med at beskrive, hvordan den kan implementeres. Ja, altså lige indtil vi forleden dag havde afsluttende internat på Bygherreforeningens uddannelse om Bygherrens fremtidige projekt- og proceslederrolle. Her havde vi, bare for diskussionens skyld, lagt det op til de fire grupper selv at definere efter hvilke kriterier, de gode ideer skal findes. Det resulterede i fire andre og set fra deltagernes side meningsfulde forslag til, hvornår en idé er værd at arbejde med i deres organisation. Gruppernes 2 x 2 matricer lød henholdsvis:

  • Hvor højt scorer ideen i forhold til hhv. vores samfundsansvar og forbedring af interne effektivt?
  • I hvor høj grad er måden at anskue problemet på ny (bemærk – det er altså ikke om problemet er nyt eller ej, men om tilgangen til at forstå problemet er nyt), og i hvor høj grad er det noget vi selv kan påvirke, der hvor vi er i vores organisation?
  • I hvor høj grad er ideen udviklende for vores organisation og os selv, samt hvor realiserbar er den?
  • Hvad er de interne gevinster (særligt i forhold til tidsforbrug og arbejdsglæde), og i hvilken grad er der gevinster for vores bagland (økonomi samt brugertilfredshed)?

Well, der er vel ikke meget mere at sige end, at det kan være en god ide at have flere, og situationsbestemte, ideer til, hvilke ideer der skal arbejdes videre med. Der er ikke meget ved at gøre alt det rigtige på de forkerte ideer – især ikke, hvis det er det, vi alle skal leve af i fremtiden. Smith er faglig ansvarlig for modul 3 ved Bygherreforeningens uddannelse Bygherrens projekt- og procesledelse. Modul 3 løb af stablen fra august 2011 til maj 2012 med i alt 11 kursusdage og to internater. De fire ideer, som grupperne valgte at beskrive en projektplan for var i øvrigt: a) Hvordan kan vi etablere en fasemodel for samarbejdet, som et sidestillet spor til de bygningsbestemte fasemodeller vi i dag benytter? b) hvordan kan brugerinddragelse være med til at sikre, at vi bruger det offentlige m2 på tværs af funktioner og dermed mere intelligent, herunder hvordan kan brugerinddragelse hæves fra at handle om den enkelte bygning til udvikling af helheder. c) Hvordan kan vi som offentlig bygherre tilrettelægge vores efterspørgsel så den giver plads til innovation i samarbejde med erhvervet, herunder hvordan kan vi selvstændiggøre vores udviklingsarbejde uden, det kræver ekstra kapital? d) Hvordan kan vi bruge prejektet som arbejdsform til at skabe positiv inddragelse af brugerne i de helt tidlige faser?