Om skribenten ///

Konsulent
Katja Pryds Beck
(+45) 40 98 44 55
Katja arbejder med kommunikation og faglig formidling og evner både at agere strategisk og operationelt, når kursen skal lægges, visioner forfattes, indsatser eksekveres og synlighed opnås.
Læs mere

Smith ønsker godt nytår!

Hos Smith snakker vi en del om innovation - om nye tilgange, nye samarbejdsmodeller, nye produkter og nye det ene og nye det andet. Det har vi altid gjort, og det vil vi blive ved med. Men spørgsmålet er, om der reelt sker noget nyt, eller om vi blot kompenserer ved hele tiden at snakke om det nye. I så fald har det nye ikke anden værdi end nyhedsværdi. Ham der er mest i tvivl om sin forelskelse er også ham, der hele tiden taler om den.

I 2014 har vi snakket rigtig meget om innovation. Og spørgsmålet vi derfor må stille os selv er, om det overhovedet nytter noget. Heldigvis er der forskel på det intime parforhold og byggeriet. Mens stilhed trives mellem de elskende, så er der behov for mere end blot kælne blikke og blink med øjet i byggeriet. Vi SKAL snakke for at opnå den samtidighed mellem byggeriets mange aktører, som er så nødvendig for at modne et tværgående og langsigtet fokus - afkoblet det forførende, men i ordets bogstavelige forstand udsigtsløse, one night stand. 

I 2014 snakkede vi blandt andet meget om klimaspring, klimakarréer, innovationsradarer og problemerne med vandet fra landet. Vi satte spørgsmålstegn ved smarte byer og ophøjede facilitatoren af det gode partnerskab til vor tids superman. Vi stjal fra eget medicinskab og brugte de redskaber, vi i årevis har brugt i konsulent sammenhæng på os selv, da Smiths lillesøster Sustainair blev en realitet i 2014. 

Nuvel, Smiths mission er at fremme et systemskifte i byggeriet. Intet mindre, men heller ikke for stort. Vi er undervejs. Ikke med det store gennembrud, men de mange små forbedringer, der set fra månen udgør en ny systematik. Det kan vi ikke kun tale frem. Vi forsøger dog alligevel, når vi i 2015 sætter systemskifter til debat i pejsestuen. Tager klimaspringet til nye højder, gentænker relationen mellem progressive bygherrer og bæredygtige producenter og rigtig meget mere…

Enough said.

Godt nytår!  

 

Billedkreditering: Frits Ahlefeldt, hikingartist.com