Om skribenten ///

Konsulent
Katja Pryds Beck
(+45) 40 98 44 55
Katja arbejder med kommunikation og faglig formidling og evner både at agere strategisk og operationelt, når kursen skal lægges, visioner forfattes, indsatser eksekveres og synlighed opnås...
Læs mere

På tværs af Atlanten er udfordringen den samme: havene stiger, og "the rising reality" kalder på både beskyttelse og gentænkning af vores byer og landskab. Smith's Mikkel Thomassen har taget turen til San Fransisco for at diskutere innovation i vandprojekter - og for at tage læringer og indsigter med hjem til et nyt erfaringsnetværk.

Ahh for dælen – kender I det? Efter 30 timers skalten og valten i et endeløst ”vis-mig-dit-pas-og-dit-boardingkort-igen-igen-igen” er man endelig nået frem. Destinationen er San Fransisco. Anledningen er en workshop i den dansk-amerikanske Water Technology Alliance (WTA), hvor vi senere på ugen skal diskutere ”innovation in water projects”.

Men lige nu er scenen en kaffebar i hjertet af San Fansisco bydelen Castro. Søvnigt rækker jeg ud mod den nærmeste og bedste avis for at hygge mig med lidt ”Trump er sorteper”-læsning. Og så, bum, melder arbejdet sig med det samme. Avisen er San Fransisco Chronicle, og overskriften er Rising Reality - en række temaartikler, der undersøger, hvordan klimaforandringer kræver både beskyttelse og gentænkning af vores byer og landskab. En udfordring, som San Fransisco mærker på grund af havvandsstigning i the Bay Area, og som kalder på løsninger, der skal beskytte regionen mod vandmassene. 

Og det er jo på mange måder et ekko af de udfordringer og dermed også debatter, vi kender hjemmefra. Hvordan skaber vi plads til komme af med vandet og samtidig beskytter naturområder? Hvordan skaber vi plads til flere mennesker, uden at give dem hverken våde eller kolde fødder? I San Francisco handler det blandt andet om, hvordan man gennem fire kæmpe anlægsprojekter, the San Francisco’s shoreline quartet, kan kombinere kystbeskyttelse og arealudvidelse til at bygge 24.000 nye boliger.  

Havene stiger. Det er ”the rising reality”. Kunsten må være at sikre, at vores viden og vores løsningsrepertoire stiger mindst lige så hurtigt og globalt. Uanset om man er i San Fransisco eller Fredericia. 

Derfor bliver det også interessant, når vi som del af WTA skal udveksle erfaringer og diskutere fremtidige løsninger med forsyningsselskabet i San Fransisco for at gå ud over "business as usual" med "the usual suspects". Fremtidens water management kræver nemlig både nye samarbejdskonstellationer, nye produkter og services - og nye men også kontinuerlige og tværfaglige diskussioner og vidensudvekslinger. 

I denne uge er scenen San Fransisco. Og senere vil vi på de hjemlige breddegrader samle en række progressive danske kommuner og forsyninger i ererfaringsnetværket Kyst+ for at se nærmere på de drilske problemstillinger i en dansk kontekst.