Om skribenten ///

Projektmedarbejder
Victoria Kuntze
(+45) 29 21 04 78
Med en orientering mod borgerinddragelse, netværk og vidensdeling arbejder Victoria med at assistere projekter inden for bl.a. klimatilpasning, cirkulær økonomi/ bæredygtighed og indeklima.
Læs mere

Ved indgangen til 2019 fylder Smith Innovation 10 år. 10 år fyldt med gode og markante projekter der har været med til at sætte en ny dagsorden for at arbejde systematisk med innovation i byggeriet.

Det skal fejres. Og hvad kunne være mere oplagt end at smide ekstra meget træ og tanker på pejsen og invitere til en helt særligt PEJSESTUE den 5. februar 2019. Her tager vi et dybt dyk ned i fortid og fremtid og reflekterer over, hvad de dagsordner der kendetegnede 2009-2019, kommer til at betyde frem mod 2029. Vi starter med den faglige del fra 15.00 til 17.00 og slår herefter dørene op for jer, der ikke bare vil have bobler i hovedet, men også i glasset. 

I det hele taget er 10 året et naturligt tidspunkt at stoppe op og stille sig selv spørgsmålet: hvad skal de næste 10 år rumme for Smith Innovation? Og hvordan skaber vi fortsat varig forandring i byggeriet? Gode spørgsmål som kræver et kvalificeret svar, leveret af kloge folk. Derfor etablerer vi nu et advisory board, der i 2019 kærligt, konstruktivt og kritisk skal hjælpe os med at udvikle os selv og den måde, vi skaber udvikling i byggeriet på.

Advisory oardet vil have Søren Faebo som arbejdende formand. Pr. 1/1 2019 skifter Søren Faebo således sit nuværende daglige virke i Smith Innovation ud med en ny rolle som leder af et Smith Advisory Board. Samtidig starter Søren i et nyt job med salg, markeds- og forretningsudvikling af elevatorer i Altan.dk. Søren vil i 2019 stå til rådighed for Smith, for at sikre at igangværende projekter og relationer fastholdes og overdrages på sikker vis.

Vi vil samtidig gerne benytte årsskiftet til at sige velkommen til Victoria Kuntze. Med en geografuddannelse fra Københavns Universitet og med særlig interesse for bæredygtig affaldshåndtering og klimapolitik, er Victoria allerede blevet en uundværlig del af holdet, siden hun startede på fuld tid 1. december 2018.

Vel mødt til pejsestuen den 5. februar. Vi glæder os til de næste 10 år sammen med alle jer, der tænker at tanker og gentænkning, er den vigtigste grundsten for vores bygninger og byer.