Om skribenten ///

Partner
Mikkel A. Thomassen
(+45) 29 60 91 76
Med flere end 100 udviklingsforløb og 20 års erfaring med innovation på tværs af videns- og virksomhedsgrænser har Mikkel med sikker hånd gjort usikkerheder til aktiver, visioner til værdi og ideer til produkter...
Læs mere

Onsdag den 10. marts 2010 havde vi i Smith fornøjelsen af at holde oplæg  ved DACs gå-hjem-møde om professionalisering af byggeriet. Temaet aktualiseres af krisen såvel som af det latente udviklingsbehov i byggeriet – hvordan kan professionalisering løfte branche såvel som virksomhederne?

 

At professionalisering tiltænkes en rolle er der, at dømme på indlæggende på gå-hjem-mødet, næppe tvivl om. Lone Møller Sørensen, ingeniør og direktør Byggeri og design Rambøll, pointerede at professionalisering er nødvendig i et vigende marked.  Fokus for Rambølls professionalisering er behovet for at være skarpere på kundegrupper og markedssegmenter, evnen til at kunne håndtere brugerinddragelse også i de tidlige faser samt den tværfaglige og holistiske tænkning, som ikke mindst hensynet til bæredygtighed forudsætter.  Bo Boje Larsen, arkitekt og administrerende direktør 3XN, påpegede at evnen til samtidigt – men specialiseret og professionelt – at kunne håndtere viden, kunsten og det forretningsmæssige er afgørende for at skabe værdi for både virksomhed og kunde.

 

Så langt så godt! Hvis det altså ikke lige var fordi jeg de sidste mange fredage har været (indrømmet - ganske underholdende) indlagt til X-factor - en uundgåelig konsekvens af at min datters skolelærer er den nu navnkundige Thomas (en af de 5 tilbageværende deltagere i 2010 udgaven af showet). Blandt showets mange tankevækkende elementer er Remees begrundelser for hvem der skal gå videre der lidt frit citeret går i retning af ”det her er x-factor - skidt med om du rammer tonerne og rytmen helt rent. Det handler sgu om udstrålingen”.

 

Den amerikanske økonom Joseph Pine har taget synspunktet videre. Efter tidligere at have skrevet om Mass Customization og The Experience economy udgav han i 2007 sammen med James Gilmore bogen “Authenticity”. Hovedbudskabet her er, at det kunder mere end noget andet efterspørger er det engagerede og personlige – produkterne skal identificere sig med kundernes selvbilleder og egne historier for at virke. Produkter sælger med andre ord ikke fordi de teknisk, funktionelt eller æstetisk set er i orden – de sælger fordi de ”capture their [kundernes] hearts, minds, and dollars.”

 

Det er muligt at byggebranchen, sikkert med rette, taler om professionalisering. Men der er stærke kræfter der trækker i den anden retning – der har amatøren som helt. ”Amatør” kommer af ordet ”amore” – af at elske. Amatøren er altså en der gør, hvad han gør, af kærlighed. I modsætning til den professionelle der per definition gør det for at leve af det – altså for pengenes skyld.

 

En af udfordringerne i den fremtidige professionalisering af byggeriet handler derfor ikke alene om professionaliseringens hvad og hvordan. Hovedudfordringen er hvordan og hvor meget vi kan blive professionelle uden at miste den passion, der i stigende grad driver både os selv og vores kunder. Amatøren er per definition altid glad – kan og givet fald hvordan skaber vi den ”glade professionelle”?

 

 

Ovenstående citat fra Gilmore og Pine er hentet fra http://authenticitybook.com/book/. Definitionerne for ”professionel” og ”amatør”  er hentet fra http://da.wikipedia.org/wiki/Professionel.