Blogindlæg

Multimaltværk og pladsen til det hele

Kender I det, at man lige er nået til en klar konklusion – gennemtænkt, velargumenteret og ikke til at skyde igennem - og så øjeblikket efter har en oplevelse, der får bolværket af egen genialitet til at virke knapt så uindtageligt? Hvorom alting er, har jeg i forrige LinkedIn-indlæg om fremtidens arealanvendelse argumenteret for, at det til tider kan være nødvendigt at tilsidesætte bondementaliteten og ikke altid gå efter at få det dobbelte på den halve plads – det vi i fagjargon betegner som ’land sharing’ eller multifunktionel arealanvendelse.
Foto: Mikkel Thomassen, Maltfabrikken, Ebeltoft

Og det var og er måske også et super rigtigt argument. Men det føles bare ikke så superoverbevisende rigtigt, når man ser, hvor superrigtig meget Maltfabrikken har fået ud af præcis det modsatte. Her er der delt og funktionsoverlappet med kønhed og skønhed i et omfang, som trodser enhver beskrivelse, men som alligevel og af samme grund fortjener netop at blive beskrevet. De nye funktioner ind i den gamle bygning: Biblioteket, der smelter sammen med lokalarkivet hylde for hylde; det historiske interaktive bykort, der genererer forslag til, hvilke bøger du kan låne; kunstinstallation og historisk formidling i et og samme højloftede silorum, der bryder alle siloer ned; spillested og pillested med værksteder lige op af hinanden; larmerum (café) og stillerum (kontor); lejepladser og legepladser osv. osv.  

Beslutningsinfrastruktur før fysisk infrastruktur

Nu er jeg jo på ingen måde den første til at blive begejstret over Maltfabrikken. Og med garanti heller ikke den sidste. Men jeg tror nu nok, at jeg vil tillade mig at blive mere end ugennemsnitligt begejstret over den bagvedliggende organisering, der har gjort dette muligt.

Vi snakker i Smith Innovation altid om, at man skal bygge beslutningsinfrastruktur, før man kan bygge fysisk infrastruktur. Og så nikker folk venligt og bliver lidt fjerne i blikket og tænker velsagtens ”ja ja, men lad os nu for dælen bare komme i gang med selve byggeriet.” Men gak til Ebeltoft og se, hvad de har kunnet skabe, fordi de i en 10-årig kamp har modnet tanker og relationer, inden de fik skrabet penge nok sammen til at bygge!

For det er vel det, som gør, at multifunktionaliteten spiller så flot her. At det har været muligt at dyrke relationen og samspillet, hvilket igen hænger sammen med, at der har været tillid og sociale relationer at bygge videre på, fordi projektet har været lokalt forankret.

 

Lokale eller løst koblede relationer

Så måske vi kan præcisere forrige indlægs pointe om vigtigheden i ikke altid at gå efter fuld multifunktionalitet, og at alt er forbundet. Det er enten løst koblede relationer eller lokale relationer, der er vejen frem, når der er brug for hurtig bæredygtig omstilling. Løst koblede, hvis det handler om samarbejde mellem parter, der ikke kender hinanden, og hvor systemet skal bygges op over geografiske afstande. Lokale relationer, hvis samspillet kan opnås ved at kombinere ressourcer, der er tæt på hinanden. Hvis tiden er knap skaber vi enten smalt samspil i stor skala eller rigt samspil helt tæt på.

Hvor balancen ligger er et godt spørgsmål. Skal vi skalere op? Eller skalere på tværs? Skal vi udnytte gevinsterne ved at gøre vedvarende energisystemer, store og effektive med mulighed for at udjævne lokale forskelle i energiproduktionen alt efter, hvordan vinden blæser? Eller skal vi lade æblet falde tæt på stamme og lade solen skinne på en multimaltfabrik i Ebeltoft?