Publikation

Sammen om vandet - stormflodssikring af Kalveboderne

… er titlen på en ny rapport, som Smith i samarbejde med Lundgrens, Rambøll og Incentive har udarbejdet for Københavns og Hvidovre Kommune. Vores opdrag var at belyse de økonomiske konsekvenser ved stormflod fra syd omkring Kalveboderne og ikke mindst, hvordan disse omkostninger kan fordeles.
(Foto: Ray Swi-hymn)

Spørgsmålet er simpelt: Hvem betaler? Svaret er lidt mere kompliceret. For der mangler praksis for, hvordan man opgør fordele og omkostninger, når det er en hel by og ikke “bare” en række sommerhuse i første række, der beskyttes mod havet.  

Stor værdi - mange aktører

Beløbet for et oversvømmet København kan løbe op i 28 mia. kr. viser beregninger foretaget som en del af projektet. Beløbet medregner skadesudgifter på fx huse og kontorbygninger samt langvarige konsekvenser ved skader på kritisk infrastruktur som fx lufthavn, metro og dermed pendlere og besøgende til hele hovedstadsområdet, der vil blive påvirket af skaderne i flere år efter stormfloden. 

Det er kort sagt store værdier og mange aktører, der er i spil.  

Titlen ”Sammen om vandet” antyder dermed også Smiths tilgang til en analyseopgave som denne. Stormflodssikring på denne skala er komplekst og berør mange mennesker. Derfor kalder det også på en kompleksitet i måden at forstå dem på. Man skal forstå vandet. Man skal forstå værdierne. Man skal forstå juraen. Man skal forstå brugerne. Og det vel at mærke samtidigt.  

Fællesskab om vand

“Sammen om vandet” er naturligvis et bud på, hvordan hovedstadens værdier kan bevares og udbygges ved en koordineret og rettidig indsats.  

Men det er også en metode til, hvordan byer i fællesskab kan organisere og finansiere deres fælles udfordringer. Kystbyer over hele landet skal forholde sig til både stigende vandstande og faldende budgetter. I al ubeskedenhed viser rapporten - og de fagligheder, vi har inddraget i at lave den - en vej ud af dette dilemma.

Ved at samle eksisterende viden og de afgørende aktører kan vi undgå, at havvandet samler sig. Den pointe vil det selvsagt være spændende at få i spil i resten af landet; steder hvor udfordringerne på ingen måde er mindre.  

Vandet – det skal vi være sammen om. 

---------

Projektet har modtaget støtte fra og indgår i netværk med Partnerskabet ”Byerne og det stigende havvand” mellem Realdania og Miljø- og Fødevareministeriet. Partnerskabet støtter en række kommuners arbejde med at finde svar på, hvordan byerne kan møde fremtidens udfordringer med stigende havvandsstigninger og stormfloder. 

Der er støttet 8 projekter, der skal komme med nytænkende bud på løsninger. Modningsprojektet er et af de 8 projekter. Modningsprojektet har til formål at belyse en række forhold inden for teknik, jura, miljø, merværdi og finansiering. Resultatet af modningsprojektet vil udgøre en del af beslutningsgrundlaget for, om der skal udvikles konkrete forslag til en stormflodssikring.