Blogindlæg

Building thoughts

Fejringen af Smiths første 10 år blev et dyk ned i fortid og fremtid og en refleksion over tanker og tendenser for byggeriet.

Som enhver 10-års fødselar var det med den helt rette blanding af glæde, stolthed og ikke mindst sommerfugle i maven, at vi havde inviteret samarbejdspartnere, kunder og øvrige venner af huset til en helt særlig jubilæumsudgave af vores Pejsestue for at fejre vores første runde, men samtidig også skarpe, hjørne. Eller måske rettere kantede hjørne for er der noget, der har og fortsat præger vores tilgang til byggeriet, så er det, at vi gerne vil give det kant.

Et kig i fortiden – og i krystalkuglen

At fylde 10 år afstedkommer derfor oplagt en refleksion over, hvad der egentlig er sket på de 10 år. Både med os selv, men endnu vigtige med det, vi arbejder for – nemlig byggeriets udvikling. Og samtidig også at tage et kig i krystalkuglen for, hvad de næste 10 år kommer til at bringe.

En del af svaret har vi forsøgt at give ved at udgive en bog med 20 blogindlæg, der fortæller noget om de projekter og tanker, der har fyldt for os siden Smiths etablering i 2009. Og ved samtidig at give et bud på, hvad vi forventer at se frem mod 2029.

Samtidig har vi brugt anledningen til at finde en syntese for vores tanker og erfaringer. Det er blevet til formuleringen af 10 principper for, hvordan vi tror, man skaber tværgående innovation i byggeriet. Dem kan man også finde i vores bog.   

Principper der forandrer byggeriet    

Principperne viser ét tankesæt. Andre kunne være valgt. Og ikke alle principper giver mening for alle. Det skal de heller ikke nødvendigvis. Men de er forhåbentlig en inspiration og/eller kilde til diskussion. Derfor satte vi også (flere) ord på fire af principperne, da vi præsenterede og perspektiverede dem i Pejsestuen for at undersøge, hvordan vi tænker, at udviklingen kan (eller bør) ske.

Af de tanker og tendenser, der lod sig høre blandt Pejsestuens deltagere var der – blandt mange mange andre – disse:

  • Fra standarder på produkter til standarder for funktion

Vi forventer, at der kommer flere standarder – men vi håber, der kommer færre. Standarder for hvad bygningen gør (dens funktion og værdiskabelse), fremfor hvad den består af kunne være én måde til at få det til at ske på. Byggeriets mange produktstandarder afspejler, at vi ikke har ordentligt styr på vores produktion.

  • Fra katastrofe til kreativitet

Materiale- og naturmæssig knaphedfører til aktivering af flere menneskelige ressourcer. Mangel på råstoffer erstattes med tankestof. Hvad udad tabes, skal indad vindes. Kommer der mere fokus på materiel velstand (som fylder meget i størstedelen af verden) eller mere på ”meningsvelstand” (som vi i den rige del af verden i stigende grad er optaget af)? Løser vi problemerne hver for sig eller sammen (lukker verden sig og bliver vi mere protektionistiske eller åbner den sig og vi bliver mere globalt orienterede)? Vil vi opleve geografisk spredning eller koncentration (fortsætter rushet mod byen eller får landet en renæssance)?

  • Fra det usynlige til det synlige

Vi skal kunne simulere og se om bygninger fungerer – også med højde for brugerne – allerede i designfasen. Det dur ikke, at vi først finder ud af det fem år efter. Vi skal kunne synliggøre miljøaftryk og belastning. Det er ikke bygningerne, men det de gør, vi kan registrere. Hvilket bl.a. kan give anledning til nogle helt andre måder at aflønne på (performance based contracting eksempelvis). ”Form follows behaviour” bliver det nye mantra.

Og hvis vi skal opsummere eller konkludere, må det blive i stil med dette:

Kan vi lykkes med at løse udfordringen med manglende fysiske ressourcer ved at aktivere flere menneskelige ressourcer? Møder vi udfordringerne med kollektiv problemløsning eller protektionistisk ”jeg-sørger-for-mig-selv”? Det bliver hovedudfordringen de næste 10 år. Og derfor er der fortsat brug for tværgående innovation i byggeriet.

Time capsule - hvad spår vi for fremtiden?

Ud over den åbne dialog, lod vi også Pejsestuens debattanter give hver deres skriftlige svar på de vigtigste udviklingsdagsordener for byggeriet de næste 10 år med spørgsmålene:

  • Den vigtigste nye standard
  • Den vigtigste nye tanke
  • Den vigtigste nye ressource (vi hhv. får mere af og kommer til at mangle)
  • Den vigtigste nye synlighedsteknologi/nye ting vi får øje på

Forudsigelserne har vi ikke læst - de er lagt i en boks og forsejles som en 'time capsule', der først åbnes om 10 år. Indtil da må de tjene som en påmindelse og fortsat insisteren for ønsket om forandring og nysgerrigheden på, hvordan det opnås.     

Byggeriets innovations Dekalog

Perspektiverne for de 10 innovationsprincipper er langt fra udtømte. Hverken for os, eller for hvad vi kunne nå at komme omkring i Pejsestuen. Derfor inviterer vi over 10 uger 10 af byggeriets markante aktører til at reflektere over hver et princip. Føljetonen bringer vi – selvfølgelig – på vores blog og under hashtagget #BuildingThoughts på de sociale medier. Vi begynder i næste uge med refleksioner fra Vibeke Grupe Larsen.