Blogindlæg

Virksomhedernes rolle i den grønne omstilling

Mikkel A. Thomassen giver sit syn på virksomhedernes udfordringer med at få nye grønne løsninger på markedet i dagens udgave af Licitationen.

Virksomhederne spiller en afgørende rolle hen imod en nedbringelse af CO2-udledningen og i udfordringerne med klimatilpasning. Men det kræver, at de finder vej ind i byggeriets værdikæde og samarbejder på tværs af brancher og fag. Det er en af pointerne i en artikel i Licitationen – Byggeriets Dagblad, der peger på virksomhedernes rolle i den grønne omstilling.

”Virksomhederne savner ofte efterspørgsel fra kunderne på de grønne løsninger. I forhold til byggeri og anlæg kan det være svært for virksomhederne at finde vej ind i byggeriets værdikæde, selvom man sidder med bæredygtige komponenter og systemer”, siger Mikkel A. Thomassen i artiklen med udgangspunkt i sine erfaringer fra Realdania initiativerne TEST og Klimaspring, som Smith Innovation er fagligt sekretariat for.

Grunden til at virksomhederne har svært ved at trænge igennem skal bl.a. findes i et manglende fokus på enkeltløsninger fra bygherrens side, og fordi virksomhederne generelt har svært ved at gøre opmærksom på deres grønne løsninger. Det er dog ikke en uvilje, men snarere end risikovurdering, der er årsagen til bygherrernes tilbagehold: ”Mange af dem vil gerne bruge bæredygtige løsninger, men for at bruge næste generation af fx cradle-to-cradle produkter, kræver det, at bygherren har ambitionen, før han går i gang”, siger Mikkel Thomassen. Derudover er udfordringen ofte at få testet og godkendt de nye løsninger og ikke mindst at få dokumenteret og videndelt effekterne fra byggeri til byggeri og på tværs af branchen.

Kilde: ”Virksomhederne får ny grøn hovedrolle” af Peter Kargaard, Licitationen – Byggeriets Dagblad, 27. oktober 2014, side 3

Vil man høre mere om virksomhedernes udfordringer med at få de innovative og bæredygtige løsninger ud på markedet, kan man høre et oplæg af Mikkel Thomassen med netop det fokus på Building Green messen i Forum den 29. oktober kl. 10.50.