Blogindlæg

Fremtidens hospitaler

“All the world's a stage, And all the men and women merely players: They have their exits and their entrances”.

Kitte Wagner, direktør for Nørrebro Teater, valgte at åbne workshoppen om ”Identitet og Fortælling” i udformningen af fremtidens hospitaler med dette Shakespeare-citat. Hendes pointe var og er at vores liv er fortællinger – hverken mere eller mindre – og at vi derfor bedømmes på om der bliver fortalt gode historier om os.

Spørgsmålet er derfor hvilke hospitalsforløb der set fra brugerens vinkel opleves som en god fortælling. Hvilket igen rejser spørgsmålet om, hvad vi i byggeriet kan lære af teatrets viden om fortællerstruktur, dramaturgi, scenografi mm når vi skal udforme de fysiske rammer for fremtidens patientforløb.

Det var for at svare på disse spørgsmål, at vi havde samlet hospitals- og byggefolk samt naturligvis personer med teaterbaggrund på Nørrebro Teater. Resultatet af forløbet kan du se på videoen her, hvor du blandt andet også kan blive klogere på, hvordan man kan bruge værdier og brand som det gennemgående styringsredskab for en byggesag.

Workshoppen blev afholdt som led i det tre årige udviklingsprogram  ”Ide til program”, der med hospitalsbyggeri som den gennemgående case ser på hvordan man kan øge inddragelse og værdiskabelse i byggeprocessens tidligste faser. Smith har ansvaret for metodeudvikling målrettet hospitalsbyggeri. Ved udgangen af 2010 vil vi på prototypeniveau have afprøvet i alt 10 metoder - oftest hentet udenfor byggeriet - til hvordan man øge inddragelse og innovation uden at miste fremdrift og styrbarhed.

Vi glæder os til at løfte tæppet også for de metoder. For når alt kommer til alt, så er verden jo en scene!

Foto og video: Lars Nørretranders.

Projektet ’Ide til program’ omhandler bygherrens rolle i de tidligste faser af et byggeprojekt med hospitalsbyggeri som den gennemgående case. Bygherreforeningen er vært for det tre årige udviklingsprojekt, der er udviklet i samarbejde med Smith Innovation og som har modtaget økonomisk støtte fra Realdania og Erhvervs og Byggestyrelsens program for brugerdreven Innovation. Smiths arbejde med at udvikle og afprøve metoder til inddragelse af brugerne i udformningen af fremtidens hospitaler sker i tæt samarbejde med Region Hovedstaden, nærmere bestemt personerne med ansvaret for et nyt hospital på en bar mark ved Hillerød. Du kan læse mere om projektet ”Ide til program” her samt på Bygherreforeningens hjemmeside.