Working papers

Partnerskaber- galskab, videnskab eller lige i skabet?

Om organisering og ledelse af midlertidige innovationsnetværk

Styring gennem netværk bliver stadig vigtigere for at møde kompleksiteten i en række tværgående samfundsudfordringer. Tiden er løbet fra at en enkelt aktør, en enkelt faglighed eller ét perspektiv har indsigt og indflydelse nok til at gennemsætte sin egen løsning. Opgaven med at løse komplicerede problemer handler derfor hverken om teknologi eller penge, men om evnen til at organisere og facilitere netværk, hvor ligestillede fagligheder og interesser finder sammen om én ud af mange muligheder.

Men hvad er netværk? Hvordan fungerer de? Og hvornår fungerer de ikke? Hvordan kan man tænke ledelse, når der ikke er nogle, der er over og under hinanden? Hvordan motiverer man frivillige aktører til at deltage, når indsatsen er stor og resultatet usikkert? Hvordan ændrer ledelsesrollen sig i takt med at netværket udvikler sig? Hvornår bliver forskelligheden i faglige tilgange, som er netværkets styrke, en herlighed og ikke en besværlighed?

Dette paper søger at svare på disse spørgsmål. Som det påpeges i paperets litteraturgennemgang er netværket ikke et nyt begreb, selv om det løbende iklædes nye termer; for tiden eksempelvis ”offentlige-private partnerskaber”. Og der er derfor ingen grund til at starte forfra eller at diskutere netværket selvstændigt inden for hvert enkelt domæne.

Paperet identificerer en række problemstillinger knyttet til netværk. Særligt fokuseres der på ledelsesproblemet og samtaleproblemet – hvordan kan netværk ledes uden ledere, og hvordan kan man snakke sammen uden at have et fælles sprog? Paperet afslutter med at opstille en situationsafhængig model for, hvordan netværk kan opnå en nødvendig balance mellem forenkling og kompleksitet. Og identificerer dermed fem centrale parametre, som alle, der arbejder med at organisere og lede netværk, må forholde sig til.