Fire Away- Hvordan kan brandsikkerhed blive til innovation i byggeriet?
Når vi er optaget af brandsikkerhed i byggeriet, er det sjældent af hensyn til bygningerne, men fordi mennesker i værste tilfælde kan dø, og fordi store og til tider uerstattelige værdier kan gå tabt. Eller sagt med andre ord: brandsikkerhed handler om at redde menneskeliv og værdier – ikke bygninger.
Derfor kan det også være svært at forstå, at brandsikkerhed ikke fylder mere i vores bevidsthed, når vi udvikler nye løsninger til byggeriet. Og at brandsikkerhed alt for ofte bliver opfattet som et benspænd, mere end et udviklingsparameter i designprocessen.
Så hvordan kan brandsikkerhed blive en drivkraft for innovation i byggeriet? Det var omdrejningspunktet for den åbne idékonkurrence FIRE AWAY, der blev gennemført på innovationsplatformen Innosite.dk fra november 2014 til januar 2015. Her efterspurgte Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut (DBI) nye idéer til bygningsdesign, byggematerialer, materialesammensætninger og interiør, hvor brandsikkerheden er tænkt ind i løsningen.
Konkurrencen førte til 52 meget forskellige idéer og løsningsforslag, der på hver deres måde forholder sig til, hvordan risikoen for og ved brand kan minimeres ved at tænke nye, kreative, smarte, intelligente og innovative idéer og løsninger.
I idékataloget præsenteres de tre vinderforslag og en række udvalgte idéer fra konkurrencen for at give inspiration til, hvordan brandsikkerhed kan indtænkes som drivkraft for innovation i byggeriet. Samtidig er idéerne konkrete eksempler på nye – eller nye måder at anvende og sammensætte allerede kendte – produkter, teknologier og løsninger, der kan danne afsæt for en videre idé- og produktudvikling i et samarbejde mellem designere, arkitekter, ingeniører, producenter, forskere, brandeksperter, myndigheder og andre, der kan se muligheder i at vende brandsikkerhed fra at være en showstopper til at være en kickstarter for innovation i byggeriet.
FIRE AWAY-konkurrencen er afholdt som led i et udviklingsprojekt med titlen ”Brand – en kilde til innovation i byggeriet”, som DBI, med støtte fra Dreyers Fond og i samarbejde med Smith Innovation, har iværksat med det formål at åbne for nytænkning i byggeriet ved at skabe synergi mellem arkitektur, design, materialer og brand, så sikkerhedsniveauet i vores bygninger øges, samtidig med at der skabes innovative løsninger i byggeriet.