Fremtidens energiproducerende renseanlæg - en åben idékonkurrence
Aarhus Vand ønsker at gennemføre en udbygning af Egå Renseanlæg med henblik på at realisere en målsætning om en 150% nettoenergiproduktion på Egå Renseanlæg. Energiproduktionen skal med andre ord maksimeres og energiforbruget reduceres under hensynstagen til de indbyrdes sammenhænge.
Projektet er led i Aarhus Vands energi- og CO2-strategi om at blive energi- og CO2-neutral. Den innovative udbygning af Egå Renseanlæg fokuserer i dette projekt primært på at optimere biogasproduktion og deraf udledt energiproduktion.
Aarhus Vand oplever, at de traditionelle udbudsformer ofte er utilstrækkelige, når målet er at gennemføre projekter med en høj grad af innovation og ønsker derfor at tilrettelægge en innovativ proces, hvor der skabes langt større mulighed for udvikling og ideskabelse. Frem for en traditionel totalentreprise ønsker Aarhus Vand at tilrettelægge en innovativ proces, hvor der skabes en langt større udvikling og ideskabelse, inden der dannes konsortier og inden tekniske løsninger fastlægges.
Smith har i samarbejde med Bascon rådgivet om og gennemført en innovativ udbudsproces. Smith var særligt involveret i gennemførelsen af en åben idékonkurrence, som var det første trin i processen. Formålet med konkurrencen var at få overblik over mulige ideer og aktører, der kan skabe størst mulig energiproduktion på Egå Renseanlæg med henblik på at kvalificere totalentrepriseteams i de efterfølgende trin. Herunder at muliggøre inspiration og ideer fra aktører, der ikke normalt arbejder med rensningsanlæg, og som derfor har mulighed for at anlægge helt nye vinkler på, hvordan udfordringen med at øge nettoenergiproduktion kan løses.
I alt 63 forslag blev optaget til bedømmelse. Forslagene repræsenterer, i overensstemmelse med intentionerne, en stor spændvidde i strategier og konkrete tiltag, der kan anlægges i gentænkningen af, hvordan spildevand behandles og udnyttes. Det lykkedes samtidig at opnå stor bredde i, hvem der kom med ideer. Det var både etablerede virksomheder, virksomheder fra andre brancher, små og store virksomheder, danske og internationale eksperter samt forskere og privatpersoner.