Byggeri for mennesker
Vi er derfor i Smith optaget af de sociale og kulturelle forståelsesrammer, som byer og byggeriet står på og bidrager til. Hvad motiverer mennesker? Hvad får mennesker til at handle eller ikke at handle? Hvad skaber værdi (snarere end vækst)? Hvilken rolle spiller ikke bare det målbare, men også det mærkbare? Hvordan forstår vi verden og vores rolle i den? Og dermed – hvad opfatter vi individuelt og kollektivt som vores ansvar og handlerum?
De planetære grænser er en fysisk virkelighed, som ikke kan menes væk. Og alligevel handler al forandring om mening. Den største trussel for en planetær omstilling er ikke manglen på kollektive mål, men manglen på mening for den enkelte. Horisonten for en bæredygtig og attraktiv livshorisont skal smelte sammen - for alle. Vi skal lave løsninger, der ”leave no-ones behind”. Vi skal lave løsninger med fokus på lighed og deltagelse, hvor den bæredygtige omstilling løfter alle, og hvor alle løfter den bæredygtige omstilling.
Den planetære omstilling handler om at forstå, at mennesket ikke er universets centrum, og at der ikke er en fremtid for os, hvis der ikke er det for resten af planeten. Og samtidig fungerer det ikke at lave forandringsstrategier, der glemmer mennesket – som måske teknisk set er nødvendige, men ikke personligt set er ønskelige eller mulige.