Det industrielle blik- igen og på ny
Måske er det med det industrielle, som det er med træerne i skoven - at det er så meget omkring os, at det kan være svært at få øje på. Eller i hvert fald at se værdien af. Derfor var det også kærkommet, da Bygherreforeningen, AlmenNet og Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter (gen)introducerede den industrielle dagsorden på en konference om det industrialiserede byggeri. Højest tiltrængt efter, at der de seneste fem år har været mildest talt stille om denne dagsorden.
Vi har i byggeriet været så optaget af alt det gode (bæredygtighed, klimatilpasning, indeklima, energioptimering osv.), hvorimod vejen derhen har fået mindre opmærksomhed (som jo i høj grad handler om, hvordan vi tænker vores design-, produktions- og kundeprocesser). Udfordringen er derfor at bygge videre på en nutidig forståelse af, hvad det industrielle er og ikke reproducere gamle (og stærkt indgroede) forestillinger.
Professor på CINARK Anne Beim, der var en af talerne på konferencen, indfangede pointen. Frem til årtusindeskiftet har vi arbejdet med en første industrialiseringsbølge, som har haft billiggørelse, byggetid, præfab og ”60 cm modularisering” som sin primære drivkraft. Men det er i virkeligheden mulige symptomer på en industriel tænkning og ikke dets grundindhold. Men hvori består det industrielle så?
En del af svaret – eller i hvert fald en mulig hjælp til at forstå det industrielle – kom fra de østrigske arkitekter Baumschlager Eberle, der er kendte for deres arbejde med det industrialiserede byggeri. Og selvom den ledende partner Willem Bruijn (pudsigt nok) indledte sit indlæg med at introducere, at de var i opposition til det industrielle, så er Baumschlager Eberle nok blandt de mest nutidigt industrielt tænkende. Blandt andet udarbejder de unikke produkter med afsæt i gennemarbejdede koncepter, der angiver processen for både produktion og brugerinddragelse. Og de opdeler deres bygninger i undersystemer (site, envelope, surface, structure, floorplan), der frem for blot at reproducere byggeriets fagstrukturer, er logiske i forhold til at synliggøre forskellige grader af behov for steds- og kundetilpasning. De er med andre ord helt klare på, hvor de skaber store variationer i forhold til brugere og stedet, og hvor de bruger standardiserede tilgange (eksempelvis altid den tætte bygningskrop).
En pointe om ”den ikke-eksplicitte industrielle tænkning” som vi i Smith blandt andet kan genfinde i Realdania-initiativet TEST – din bæredygtige løsning til byggeriet, som vi præsenterede på konferencen. Her ser vi f.eks. hos Urban Green (der har udviklet biotoper af vilde danske plantearter til grønne tage og vægge) et fokus på standard og styret varians, hvilket giver mulighed for en ensartet opbygning, men samtidig en vigtig (styret) forskellighed med tanke på, hvad der betyder noget for kunderne. Med andre ord er det industrielle lig en tidlig kundeinddragelse. Og i SiteCover (en totaloverdækning af byggepladsen med optimering af byggeprocessen) ser vi, at man godt kan producere industrielt på byggepladsen og lave præfab, der ikke er industrielt. Det afgørende er her at få adskilt hhv. udviklings-, produktionskæden samt ordre- og montagekæden og fokusere på, at man som bygherre kan og må interessere sig for udviklingen af nye produkter og metoder lang tid før man går i gang med den konkrete byggesag.
Alt i alt. Det industrielle kan skabe fantastiske unikke værker (som Baumschlager Eberle viste) såvel som fremtidens grønne produkter (som TEST viser). Den industrielle mulighed findes på alle skalaer – hvis vi bare ved, hvad vi skal kigge efter.
