Er strategiske partnerskaber ”over-socialised” og ”under-structured”?
Til Jakob Brinkø Bergs ph.d.-forsvar for afhandlingen ”In the pursuit of sustainable building renovation” på DTU.
Og tanken melder sig – især når man lytter til medopponentens Anna Kadefors (professor ved Kungliga Tekniska högskolan) indsigter fra praksissen uden for Danmark: Måske vi har lagt alt for meget vægt på tillid, kommunikation, fælles værdier og alt det sociale i vores måde at definere strategiske partnerskaber på. Og måske vi i alt for ringe grad har fokuseret på de strukturer, der får virksomheder til at virke bl.a. måden at registrere timer på, ansættelseskontrakter, måden overhead og risiko regnes på, standardisering af arbejdsgange osv. Det er dynamikker, som de strategiske partnerskaber må aktivere, hvis det tættere samarbejde skal være en hestesko og ikke en hæmsko.
Produktionsflow
Hvad har så været det mest overraskende i studiet, af den generation af strategiske partnerskaber, der har set dagens lys siden Københavns Kommune i 2016 tog denne samarbejdsform op igen? Spørger man Jakob (og det gjorde vi til ph.d.-forsvaret) er det måske, at ønsket om, at strategiske partnerskaber giver det vindende team et jævnt produktionsflow har været så svært at realisere. Projekterne er kommet senere og mere i klumper end forudsat.
Det vil vi med gode gamle Adam Smith i baghovedet sige er kritisk. For uden udsigten til gentagelse tør man som virksomhed ikke foretage de investeringer i læringer, rutiner og redskaber, som gerne skal løfte kvaliteten og sænke prisen.
Spilleregler for tættere samarbejde
Måske er tiden inde til at se mindre på, hvordan strategiske partnerskaber indgås, eller hvordan de ser ud på papiret, men derimod hvordan de forvaltes og kommer til live. For som Anna Kadefors konkluderer i et nyligt studie af syv projekter gennemført af det svenske Trafikverket, som er en af de aktører, der er længst fremme med at arbejde på tværs af faser og virksomhedsgrænser (her i vores oversættelse af sidste afsnit på side tre):
Vi konkluderer, at de fleste besværligheder, projekterne støder på, ikke bør tilskrives kontraktformen i sig selv. Det skyldes i højere grad udfordringer med at implementere nye arbejdsmåder i decentraliserede organisationer, og at hverken Trafikverket eller leverandørerne har afsat tilstrækkelige ressourcer til at sikre en bredere læring på tværs af projekterne. Studiet viser, at der er behov for tydeligere spilleregler for projekter kendetegnet ved øget samarbejde på brancheniveau og en øget opmærksomhed hos organisationerne i forhold til at udvikle rutiner og strukturer, som understøtter det tættere samarbejde.
Vi giver hermed opfordringen videre…
…til at øge opmærksomheden på de strukturer, der får organisationerne i de strategiske partnerskaber til at fungere og som understøtter et jævnt produktionsflow. Produktionsflowet er forudsætningen for at opnå gentagelseseffekt og læringer og dermed også nøglen til at opnå længerevarende og bæredygtig innovation i byggeriet.
