Fabrikseventyr og GIGA LOVE
Sidste år købte jeg denne vase på et af Bornholms mange loppemarkeder. Ikke den kønneste af mine erhvervelser fra den lokale keramikfabrik Søholm, men måske den mest opmuntrende. For med titlen ”Ny fabrik – 14. september 1989” vidner den om en tid med tro på værdien i at investere i lokal produktion. Længere tid siden er det heller ikke. Jeg selv var trods alt 18 år dengang og boede blot 3 km fra der, hvor den nye fabrik åbnede. Ikke at jeg bemærkede det – livet som 2. g’er på amtsgymnasiet handlede om alt muligt andet end produktionsdanmark, og ”industri” var ikke ligefrem et plusord i de kredse jeg kom i.
I dag blæser vinden den anden vej. Eller rettere; den blæser. Og fordi den blæser, er Bornholm udpeget til at være lokation for en, i bogstaveligste watt-forstand, GIGA ”energiø” – en dårlig titel erfarer jeg på dette års ”summit” for Baltic Energy Island, for i virkeligheden er vindmøllerne slet ikke det vigtigste. For hver en krone brugt på vindmøller kræver det tre kroner til udviklingen af den infrastruktur, der kan flytte energien til det rette sted – til Tyskland eksempelvis. Undertitlen for årets summit er derfor ganske passende: ”No energy transition without energy transmisssion”.
”No island is an island” pointeres det også på et tidspunkt fra talerstolen ved mødet. Meningen er ikke, at Bornholm alene skal producere energien. Øen skal være et knudepunkt i ”energiens silkevej”, der forbinder vindenergi i Østersøen, og giver Tyskland et grønt alternativ, nu når der slukkes både for egne atomreaktorer og Putins gas.
Lyspunkter og benspænd i det lokale
”It is hard to fall in love with a 2 gigawatt powertransformation facility”, som Samuel Magid fra CIP udtrykker det. Ikke bare for de kommende naboer til det 60 hektar store el-relæ på det sydlige Bornholm, der skal tage imod strømmen, når den går i land, men for ø-samfund generelt. Og på den måde er størrelse både godt og skidt – det kan være svært at accelerere lokalsamfund på samme måde, som man accelerer teknologi og penge, som jeg skrev om i kølvinden på selvsamme summit sidste år.
Måske historien kan starte et andet sted. Så som på kanten af Almindingen lige der, hvor skoven slipper og slår over i et engdrag og et fuglereservat, der er kommet til siden staten købte området og droppede drænrørene. Her havde jeg fornøjelsen af at se et kæmpe rummeligt hus på knap 50 meter syet sammen af lokale halmballer og iklædt, ler og træ og tækkerør. Og ikke mindst fornøjelsen af at snakke med kvinden, som efter 20 års beskæftigelse med halm- og lerbyggeri over hele verden havde slået sig ned på øen for, blandt andet, at give liv til dette sted.
Et af emnerne, vi kredsede om, der i skovbrynet var, hvor stort noget skal være for at være stort nok. Ikke større end huset her tænker man. Og dog er det en besnærende tanke, at eksempelvis de 800 midlertidige boliger, der skal laves i forbindelse med opførelsen af energiøen, kunne have den samme kvalitet og det samme lave miljøaftryk som stedet her. Hvis det skal lade sig gøre, er der brug for at komme op i skala – brug for at få fundet lidt flere landmænd på øen, der kan levere den specifikke type halmballer, brug for at finde en lidt mere effektiv måde at sy dem sammen på og brug for at uddanne flere håndværkere til at stryge leret rundt om halmballerne osv.
Det samme gælder de mange projekter, der er blevet igangsat på Åland i tilknytning til deres energi-ø-projekter. Her har man eksempelvis udviklet en stativløsning i samarbejde med den lokale tømrer, og erstattet stålet i solcellestativer med træ. Man har igangsat brintproduktion, så kørsel og sejlads på og omkring øen foregår på vindenergi-brændsel. Sidst men ikke mindst har Åland som certificeret bi-eksportør brugt overskudsvarme til at forlænge sæsonen, hvor bierne kan finde pollen.
Måske min nye vase bringer os nærmere svaret på spørgsmålet om produktion og skalering? I dens bund står der nr. 3837. Mere end én, men mindre end en milliard, og først og fremmest et produktnummer i en skala, som giver mening lokalt. Tidens økonomi, fokus på forsyningssikkerhed og spørgsmålet om, hvordan vi sikrer, at den grønne omstilling gør alle godt, peger på, at fabrikker, dem skal man være stolte og ikke kede af.
Tak til...
Mette Skøt og Søren Møller Christensen og resten af holdet hos Baltic Energy Island for endnu et godt summit. Tak til Mattias Andersson fra DTU for at moderere seancen om ”society transformation and local enegagement” med vigtige forskningsbidrag fra Julia Kirch Kirkegaard. Du kaldte det dagens vigtigste begivenhed – og fik ret. Tak til Ø-ambassadør for Åland Anders Wiklund for at introducere til de mange lokale tiltag lidt længere oppe i Østersøen. Og ikke mindst tak til Caroline White for at vise huset i Almindingen frem. Og tak til Mads Wolff og Janus Juul Rasmussen for samtalerne om hvorfor vi i outsourcingsrusen glemte værdien af det lokale – og hvad det måske betyder for vores ”outsourcing” til AI.