Fra komponentkrav og klyngekrav- en refleksion over Martin Lidegaards udviklingsdilemma for dansk byggeri
Egentlig var scenen sat for, at det var Martin Lidegaard i selskab med andre prominente eksperter i bedste ”Mads og Monopolet” stil der skulle svare på dilemmaer fra salen. Og der var såmænd nok at tage fat på for Lidegaard og company. Ikke mindst gav spørgsmålet fra en dansk solcelleproducent stof til eftertanke i forhold til problemerne i stop-go politik indenfor energi- og byggeområdet: Skulle han følge sin 13 årige tvillingers råd og lukke sin fabrik med det samme? Eller skulle han prøve at holde den gående 3-4 måneder endnu før han gik konkurs?
Men hurtig som han jo er, fik Martin Lidegaard formuleret sit moddillemma. Et dilemma som fortjener lidt grundigere overvejelser end det fik på den solbeskinnede eftermiddag i Tivoli Congress Center. Umiddelbart fristes vi til at svare: Stil effektkrav og lad byggeriet selv finde de gode løsninger. Krav på komponentniveau fører bare til unyttig detailstyring formuleret af politikere uden kendskab til hverken byggeteknik eller markedsvilkår. Og så igen. En utilsigtet – men positiv – konsekvens ved at stille krav på komponentniveau er, at den giver en retning for innovationen. Den fjerner så at sige koordinationsomkostningerne ved at innovere.
Mellemregningen er her, at innovation indenfor bæredygtighed kræver en samtidig indsats på tværs af værdikæder – ingen enkelt virksomhed (eller myndighed) kan rykke det store på egen hånd. Derfor er det helt afgørende at blive enige om, hvad der skal udvikles. Pendanten hertil er opstarten af den danske vindmølleindustri, hvor en række smedemestre havde potentialet til at udvikle både det ene og det andet, men grundet eksterne krav valgte at fokusere på vindmøller.
”Løsningen” på dilemmaet må for os at se derfor bestå i at stille krav, der ikke dikterer løsningen, men som samtidig er præcis nok til at give anledning til fortætninger og klynger i udviklingsindsatsen. Et oplagt alternativ til at stille krav på komponentniveau er derfor at formulere en række udviklingstemaer og problemer, som aktører i og udenfor byggeriet hver især kan finde sammen om. En nutidig måde at gøre dette på kunne være at tage udgangspunkt i ressourcestrømme og ikke bygningsfag- og dele.
Én klynge kunne finde sammen om at gøre byggeriet til et sammenhængende system til håndtering og genbrug af vand. En anden klynge skabe bæredygtighed i energistrømme, en tredje i materialestrømme osv. Det vil både sikre bæredygtighed i en helt anden grad en optimering af den enkelte komponent og åbne op for udviklingsalliancer på tværs af traditionelle brancheskel. Rollen for Martin Lidegaard og hans kollager vil således være dels at få formuleret klare problemer (men ikke løsninger) for de enkelte klynger og ikke mindst at skabe sammenhæng mellem de forskellige ressourcesystemer.
Og det gode er, at der er tid til dette arbejde hvis der ikke skal opstilles nidkære krav for mursten, skruer og isoleringsbats.
