Himlens træer

Det vers kommer jeg til at holde ekstra meget af i år. For november har været mere grå end grå. Sølle 35 solskinstimer oplyser DMI. Og som bonus har det været det vådeste efterår i landets meteorologiske historie. Nu går det fremad. Jeg kan dårligt vente.

Jeg kommer – like it or (most likely) not – nok også til at skråle ekstra højt til det vers af en anden grund: Skoven. Meget godt kan man sige om at flytte sådan halvtids til Bornholm. Skoven er en af dem. Her langt ind i december fandt jeg de sidste tragtkantareller – store og flotte, og alt andet end julestresset med myceliet godt forankret i Paradisbakkerne. Det har været et godt efterår for skoven og jeg. Det skal også fejres.

På en måde er der ikke meget nyt under (ja, undskyld) solen. Kører man fra Paradisbakkerne mod sydvest kommer man til Rispebjerg. Bornholms største forsvarsværk i jernalderen og, vigtigere, soltempel i stenalderen. Her opførte man for 5000 år siden en række såkaldte Woodhenges. Kæmpestore træstammer opstillet i cirkler der - ud over forgængeligheden - ikke har været stort mindre imponerende end det brexitramte Stonehenge.  Brændte jordlag og utallige skiffersten med solmotiver vidner om, at stedet har været centrum for vældige fejringer af årstidernes skiftene med solen som festens gæstestjerne (undskyld også!).

I det lys (tripple-undskyld) kan ens eget juletræ jo godt blegne en anelse. Men samtidigt også sært betryggende at vide, at vi uanset religion er i gang med noget helt universelt: At holde vores nærmeste i hånden og hylde, at solen gider at danse med netop os.

Lidt nyt er der nu alligevel. For mig i hvert fald. Stort set samtidig med høstkantarellerne faldt jeg over en anden godbid som tiden på Bornholm giver plads til: Kenneth Framptons Studies in Tectonic Culture fra 1995. Her introducerer han blandt andet til sondringen mellem tektonik som det, der handler om at bygge med de lette himmelstræbende (træ)elementer og så stereotomik, der handler om at sammendynge og forme (jord)masserne, som det hele står på. Og som han bemærker, så er det karakteristisk for vores ikke-troende tid, at vi overser: ”…the cosmic associations evoked by these dialogically opposed modes of construction: that is to say the affinity of the frame for the immateriality of sky and the propensity of mass form not only to gravitate toward the earth but also to dissolve in its substance”.

Træet er med andre ord himmelstræbende og peger mod det guddommelige, mens jorden (eller skulle vi med dagens byggeteknik sige betonen) peger mod vores død og opløsning. Begge dele er der brug for. Med julen tillader vi os for en stund at glemme gummistøvlerne til fordel for træets grønne top.

Træerne vokser ikke ind i himlen. Men de peger i det mindste den vej. God jul.