Innovationskoden

Herligt at lade sig hensynke i biografmørket (når det nu alligevel er mørkt udenfor) til to timers mindbattling mellem Enigma-maskinen og Turing og hans hold på Bletchley Park. Såmænd også herligt at børnene har nået en alder, hvor man kun en enkelt gang skal forklare, at 2. verdenskrig (trods alt) var en kende før ens egen fødsel.

Sådan er det jo. Tiden går og børn bliver, for det meste, klogere. Nogle gange gælder det også voksne. Mig selv sågar. I hvert fald i denne sammenhæng. Ikke så meget på grund af turen i biografen, men mere som følge af Paul Kennedys bog Engineers of Victory, hvor han klart gør rede for, hvilke koder man skal bryde for at vinde en krig.

Og nej, bedre efterretningstjenester og afkryptering af fjendernes meddelelser gør det ikke i sig selv. Faktisk er det ifølge Kennedy betydeligt lettere at pege på de mange afgørende slag, hvor efterretningsoplysningerne ikke tilvejebragte afgørende oplysninger, end dem hvor de gjorde – det gælder også i sidste halvdel af 2. verdenskrig, hvor Turing og hans maskine havde haft deres store gennembrud.

Hverken store generaler, enkeltstående våbensystemer, særligt tapre mænd i marken, nationale karaktertræk eller et overtal i mænd og ressourcer forklarer i Kennedys tolkning, hvordan the end of the beginning blev til the beginning of the end i 2. verdenskrig. I hans gennemgang af fem afgørende vendepunkter i særligt perioden fra start 1943 til landgangen i Normandiet midt 1944 er hans pointe den samme igen og igen: Aksemagterne havde overtaget og var i øvrigt også bedre soldater.

Det der i sidste ende gjorde forskellen på de allierede og aksemagterne var evnen til at blive klogere undervejs. Hvilket igen kræver, at der er plads til ideer nedefra og plads til beslutninger, der ikke skulle forbi eller forstås af hovedkontoret. Det var ikke tilfældigt, at de tyske generaler generelt klarede sig bedre jo længere væk de var fra Berlin. Og det var ikke tilfældigt, at det hierarkiske japanske kejserrige modsat de allierede ikke var i stand til at udvikle deres kampfly og skibe undervejs i krigen.

Det er bemærkelsesværdigt, at de fleste teknologiske innovationer ikke var veltilrettelagte bestillingsopgaver fra hovedkontoret. Miniatureradaren til indbygning i de allieredes skibe og fly blev først udviklet på Birmingham Universitet i 1940, men gjort operationel på MITs laboratorier og (først for alvor) sat i brug til at spotte især tyske ubåde fra 1943 i konvojkampen over Atlanten. Alt sammen inspireret af tyskeren Herz’ arbejde et halvt århundrede før. Den berømte russiske T-34 tank var en sammenbygning af engelske og amerikanske tanks udviklet i kølvandet på 1. verdenskrig og havnede i Rusland bl.a. fordi det amerikanske militær ikke mente, den havde brug for den slags kampvogne. De første prototyper af T-34 var klar i 1939, men det var først efter, at en lang række fejl påpeget af et amerikansk ingeniørhold var udbedret, at den og dens efterfølgere fra 1944 gjorde en forskel på Østfronten.      

”In sum, the winning of great wars always requires superior organization, and that in turns requires people who can run those organizations, not in a blinkered way but most competently and in a fashion that will allow outsiders to feed fresh ideas into the pursuit of victory” for nu at citere Kennedy (side 372).

Innovation er ikke stor, hurtig og heroisk. Den er gradvis, langsom og på tværs af grænser (inkl. fjendens). Også når det gælder liv og død for mennesker, nationer og imperier. 

No wonder at det tager om ikke en (klima)krig, så rigtig lang tid at udvikle byggeriet. 

Billedkreditering: Copyright Caro Wallis, Enigma Machine, Flickr Creative Commons