Jordforbindelser og løse forbindelser
For, som han pointerede; det land, vi kender i dag, er resultatet af jordreformerne tilbage fra 1760 til ca. 1820, som - også med sin senere tilføjelser som fx by- og landzoneloven fra 1969 - har haft ét formål: At fremme landbrugsproduktion. Den historie kan der siges meget godt om, men som Henrik også pointerede, er landskabet den fysiske manifestation af den kollektive vilje. Og spørgsmålet er, om vi i dag ikke har brug for – og i øvrigt internationalt forpligtiget os til – at gøre noget andet med det land, vi har til rådighed.
Kamp om pladsen
Svaret på dét spørgsmål kunne man, i mange henseender, finde i CONCITOs konferenceoplæg, som tog udgangspunkt i lanceringen af deres treårigt analyse- og debatprojekt om Fremtidens arealanvendelse finansieret af VILLUM FONDEN. Ikke at CONCITO som sådan sagde, at der skal være mindre landbrug. Men lægger man tallene sammen, står det klart, at vi enten skal generobre det halve Sverige eller få styr på vores arealpolitik. Og med politiske arealprioriteringer til biodiversitet, udtagning af lavbundsjorde, grundvandsbeskyttelse, plads til vedvarende energi etc., der løber op i 43% af Danmarks areal, er det svært at komme uden om de 60%, vi har afsat til helt overvejende at dyrke dyrefoder.
Zoomer man langt nok ud, er det egentlig ikke så svært at se en løsning for sig. Omfordelte man landbrugsjorden, så landmændene fik adgang til den bedste jord på lokaliteter, hvor de ikke hele tiden kom i karambolage med drikkevandsboringer, dompapper og skrankepaver, ja, så kunne der såmænd nok produceres det samme på betydeligt mindre areal.
Tidshorisonten for omfordelingen
Spørgsmålet er så blot, hvilken hånd der skal føre denne omfordeling. En gennemgående pointe fra konferencen var, at det gennem partnerskaber og frivillighed godt kan lade sig gøre at nå til enighed – som regel i hvert fald. Men det tager pokkers lang tid at blive enig om ret lidt. Landbrugsreformerne, hvor landsbyernes kollektive drift opløstes til fordel for spredte, selvstændige gårde, blev gennemført med en hast og radikalitet, der leder tankerne hen på totalitære stater - hvilket det jo med enevælden sådan set også var.
I dag er situationen med demokrati, høringssvar, indsigelser etc. jo ligesom en anden. Og det er jo ikke fordi mange af os drømmer om at få enevælden genindført (medmindre vi altså selv blev kongen), men alligevel er det svært at sige sig fri for, at en fast hånd nogle gange kan savnes. For det er jo det, planlægning handler om – at komme i kontrol og sikre, at helhedens langsigtede interesser trumfer den kortsigtede egenoptimering inkl. hævdvundne rettigheder.
Beslutninger bag beslutninger
Som altid er vi i Smith optaget af beslutningerne bag beslutningerne – altså hvilken organisatorisk infrastruktur, der bygger fysisk infrastruktur. Og ikke mindst, hvordan det er muligt at skabe fælles retning på tværs af vidensdomæner og interesser i de tidligste faser, når løsningsrummet er stort og virkemidlerne ukendte. Hvordan arealkagefordelingen lige skal orkestreres, er jo et godt spørgsmål, som vi nok skal bruge lidt mere end en fredag formiddag til at finde svaret på.
Men som altid, må et godt startpunkt være at få et sprog for de indbyggede dilemmaer, der er involveret. Og dem er der masser af. Som moderator for debatten om Energilandskaber på Speed til konferencens dag 2, opsummerede jeg følgende dilemmaer:
Pointen var og er, at vi ikke bare skal handle stort, men også hurtigt. Planetens balancer og mangel på samme venter ikke på et høringssvar. Det stiller vores vanlige måder at organisere os på under pres. Og det er i høj grad deri, den egentlige krise består – at vi både skal gentænke løsningerne (planen for, hvordan vi fordeler landet) og løsningstilgangen (processen med at lave planen).
Opgør med planlægningspraksisser
Ingen hævdvundne principper varer evigt. Det gælder også planlægning. Vi kommer ikke i mål, hvis vi fastholder alle vores smukke planlægningspraksisser fx, at alle skal høres lige meget, at vi altid skal nå til enighed af frivillighedens vej frem for at bruge de institutionaliserede mekanismer til at håndtere uenighed - fx ekspropriering. eller at alle processer og resultater skal være unikke og lokalbestemte - når vi de næste seks år skal tidoble omfanget af solenergi i Danmark, bliver der saftsuseme brug for standardisering af sagsgange og arbejdsprocesser.
Tag bare begrebet multifunktionalitet eller land sharing, som jo umiddelbart er der oplagte svar. Hvis et stykke land bondesnusfornuftigt kan bruges flere gange, så går kabalen lige pludselig op. Men ikke alt lader sig kombinere – kravet i EU's biodiversitetsplan om 10% uberørt natur indebærer jo ligesom, at den er uberørt. Men hvad værre er, at selv der, hvor multifunktionalitet godt kan lade sig gøre teknisk, tager den lang tid at nå til enighed om. Det tager lang tid at integrere interesser og bagvedliggende forskellige forretningsmodeller. Så i en vis forstand fordrer opgøret med monofunktionalitet/funktionsadskillelse, at vi laver diskussionsadskillelse. Alt skal ikke kobles. Og vi når frem, eller rettere tilbage til, Karl Weicks pointe om, at løst koblede systemer i mange henseender er det tæt koblede system overlegent.
Og heri består paradokset. At vi har brug for en jordreform, hvor land omfordeles. Vi har brug for at skabe koblinger mellem de nuværende arealdisponeringer. Og at vi samtidig har brug for, at ikke alle interesser og hensyn kobles lige stærkt, når det skal gå stærkt.
I enevældens fravær kræver jordforbindelser måske en løs forbindelse.
