Kimonoklimaskærm – refleksioner fra Japan
Det er med bæredygtighed som med kærlighed: det er vanskeligt at tale om. Ikke bare fordi det er et diffust og omfattende emne. Men også fordi det er så gennemtæsket og gennemfor(og bag)talt.
Kan man forestille sig en verden uden kærlighed? Det er nok svært anno 2016. Kan man forestille sig en verden, der ikke er optaget af bæredygtighed anno 2016? Ja, det kan man åbenbart godt. Stedet er Japan. Et højteknologisk land med en alt andet end højteknologisk tilgang til miljømæssig bæredygtighed – i hvert fald for så vidt angår bygningsrelateret energiforbrug.
Japan var i mange år et isoleret land. Og stadig lidt for sig selv. Måske det forklarer, hvorfor landet, bogstaveligt talt, er så uisoleret. Det er hundekoldt. Temperaturen viser fem grader – indenfor. Og det gælder ikke kun i buddhistklostret og de traditionelle kroer (Ryokan) men også i de familielejligheder og -boliger af nyere dato, jeg i disse moderne Airbnb tider boede på under en 14 dages rundrejse til Kyoto, Tokyo og Osaka. Væggene er omtrent ligeså isolerede som en kimono. Og folk sveder og fryser på skift, hvis de altså ikke fyrer op for den eneste varme- og kuldekilde i form af den alt andet end energi (og støj) effektive aircon. Eller stikker fødderne ind under bordet med indbygget varmelampe!
Og nej, det er ikke kun et problem for den eksisterende bygningsmasse. Også nybyggeriet er på et niveau, vi vist skal tilbage til 1980’erne for at finde acceptabelt (og lovligt) i dansk sammenhæng. Besøger man nogle af de store husproducenter som fx Sekisui House er U-værdien for vinduerne i deres flagship-løsninger på knap 2,5 – altså rundt regnet tre gange niveauet i Danmark. Isoleringstykkelsen (kuldebroer til den indbyggede jordskælvssikring fraregnet) er i omegnen af 10 cm!
(Energi)Niveauet i Japan er unægteligt et andet. Fx var der nul-energi huse på den typehusudstilling, jeg besøgte. Men det dækkede over, at husproducenten med forskellige tiltag havde reduceret energiforbruget svarende til den energi, nogle solceller på taget kan producere. Well, hvis bare man sætter baren lavt nok, kan alle komme over.
Men hvordan kan det gå til i et land, der ellers har en dybt funderet tradition for at påskønne naturen? Spørger man Kazuhide Kobayashi fra Scandinavian Living – som i mange år har arbejdet med at eksportere danske løsninger inden for byggeri og design fra Danmark til Japan – er bæredygtighed slet og ret ikke et begreb, japanerne kender til. Et af de grundlæggende problemer er ifølge ham, at japanerne er nøjsomme folk. Man fryser (eller sveder) i sine huse, ligesom børnene går i shorts i februar og undervises i klasselokaler uden varme eller køling. ”Hvad man ikke dør af, gør én stærkere!” synes at være mantraet.
Men problemet er, at det gør man. Dør af det! Den hastigt aldrende japanske befolkning har stadig sværere ved at klare den klimatiske stroppetur med blodpropper og alverdens sygdomme til følge. Det er de stigende sundhedsudgifter, snarere end bekymringen for miljøet, der så småt er ved at bane Japans interesse for om ikke bæredygtighed, så dog nedsat energiforbrug.
Det er svært at tale om bæredygtighed. Og det er svært at tale japansk. Men måske man alligevel skulle gøre forsøget. Landet har trods alt både sne og hede og 130 millioner mennesker, der i alle mulige andre sammenhænge ikke er bange for at lade sig inspirere – heller ikke af danske løsninger.
