Læring- kunsten at sætte sig mellem to stole

Normalt er det en skidt ide at sætte sig mellem to stole. Men måske er det netop opgaven, hvis målet er at give plads til erkendelse og ændret adfærd. Her en række refleksioner om hvornår læring er mulig formuleret fra, ja, observationer fra en ”studieleder”-stol ved Bygherreforeningens efteruddannelse.

Men hvilke stole er det så man skal sætte sig imellem for at lære? Hvilket ingenmandsland skal man befinde sig i, for at det bliver et mulighedsland? Her et bud på hvordan læring opstår, når man hverken har for meget eller for lidt af noget. Altså, hvordan læring er mulig et sted midt imellem:

Enshed og forskellighed: Hvis man er helt ens, har man selv sagt ikke noget at lære hinanden. Men omvendt kan forskellen også være så stor, at man simpelthen ikke forstår (eller accepterer) hinanden. Der er brug for passende forskellighed.

Ingen og stor kompleksitet: Er kompleksiteten for høj, bliver det for svært at forstå sammenhænge og opgaven med at ændre adfærd bliver uoverskuelig. Og hvis der ikke er plads til kompleksitet er man nødsaget til at holde sig til kompleksitetsreducerende normer og vaner.

Ingen og stor erfaring: Ingen historik, ingen erfaring. Og omvendt kan for stor erfaring også låse en fast. Det er med gode vaner som med gode venner – man går ikke rigtig i clinch med dem.

Ingen og fuld konkurrence: En konkurrencesituation fremmer motivationen til at lære nyt for at kunne differentiere sig. Men for megen konkurrence gør, at man ikke ønsker at dele viden – både af konkurrencehensyn og fordi det kan være svært at etablere den fortrolighed, der gør, at man tør bevæge sig ud i nyt terræn.

Ingen og tætte netværk: Relationer på kryds og tværs øger den gensidige forståelse – man kender den sammenhæng, som de andre aktører agerer i. Omvendt kan et tæt netværk, hvor alle kender hinanden, låse en fast i en bestemt rolle. Og mindre lyst til at prøve noget nyt, fordi konsekvenserne af at fejle er store – man mødes jo igen. Det er brug for at være et eller andet sted mellem ”landbyens tæthed” og ”storbyens åbenhed”.

Ingen og fuld fysisk synlighed: Fysisk nærhed og synlighed letter informationsudveksling og dertil knyttet læring. Og omvendt kan fysisk adskillelse og privathed være med til at skabe den nødvendige fordybelse og tryghed. Der er brug for både storrumskontoret og det intime samtalerum.

Fokus på fortid og på fremtid: Fremtidens muligheder er en vigtig driver til forandring. Forestillingsevne er forudsætningen for at kunne vælge noget andet end fortidsforlængelse. Omvendt er det selv sagt i fortiden, at erfaringen som forudsætning for erkendelse kan findes.

Ingen og megen tid: Læring kræver tid. Hvis man er under for hårdt tidspres, bliver de velkendte løsninger kørt på banen. Vittighedstegningen om de firkantede hjul, der ikke bliver udskiftet grundet tidspres er sørgelig sand. Og samtidig ved vi fra Bennis og hans bog Collaborative Genius at ”great groups they ship” – de har ”dreams with a deadline”.

Ingen og fuld situationsafhængighed: Er erfaringen helt betinget af situationen i alle dens nuancer, er læring ikke mulig. Ingen erfaring kan jo overføres. Og omvendt er tanken om en ”een læring fits all” ikke bare illusorisk, den er formentlig direkte farlig.

Måske er læring som at cykle: Det handler om at holde balancen ved hele tiden at være kontrolleret ude af balance. Vel og mærke i mange dimensioner. Styr kommer der først på det, når man løsner grebet om styret.

Stol på det & god tur!