Livet mellem sandbankerne
Af Søren Smidt-Jensen og Mikkel Thomassen
1971 var et stærkt år. Året der begunstigede os med Faxe Kondi, den ene forfatters tilstedekomst og - sidst men ikke mindst - Jan Gehls Livet mellem husene.
Jan Gehls bidrag og indflydelse er enorm. Jan flyttede vores fokus fra mursten til mennesker, fra bygningerne til alt det, der sker mellem dem. En global vaccine mod en ensidig teknisk og økonomisk optimering af byggeriet og byen. Jan fik mennesket med i ligningen og pegede i retning af, at livskvalitet, liveability, i sidste ende må være målestokken for den gode by.
Her 50 år senere er det ikke kun dynamikken mellem bygninger og mennesker, der er brug for at understøtte. Naturen trænger sig på. Eller rettere, vi som art trænger os på. Og det er ved at gå op for os, at vi ikke kan opretholde adskillelsen mellem menneske og natur. Vi er natur.
Ressourcemæssige grænser
Historisk set har mennesket været småt og (resten af) naturen været stor. Og det byggede har derfor handlet om at beskytte mennesket mod naturen. I dag er det omvendt. Menneskeheden er stor og naturen er trængt. Og derfor bliver byplanlægningens og byggeriets vigtigste opgave ikke at skabe rammer til mennesket, men til naturen – vel at mærke inklusiv os mennesker. Bevares, der skal stadig være boliger, veje og den slags, men det helt primære hensyn bliver, hvordan vi bevarer og også øger biodiversitet, og bidrager til at holde planeten inden for sine ressourcemæssige grænser.
Jan Gehls forståelsesramme har bragt os meget godt ved at sætte mennesket i centrum. Men opgaven nu er ikke at have mennesket i centrum. Det kalder på andre forståelsesrammer og et kritisk blik på begreber som ”liveability”. Der skal ikke være liveability i alt.
Lad os prøve at gribe i egen barm for at illustrere skismaet, og hvordan man (vi) nemt bliver fanget i tanken om, at det i sidste ende kun handler om mennesker, selv når vi taler natur.
Naturbaseret stormflodssikring
Et billede, som vi selv har været til at skabe, er det nedenstående, som viser, hvordan der kan designes naturbaserede løsninger til stormflodssikring af strækningen fra Amager Strandpark til Tårnby havn. Billedet viser ålegræsplantager på havbunden, nye fiskearter, nye diger - og et par aktive mennesker er selvfølgelig ikke udeladt. De fylder faktisk en del. Er det naturen eller svømmeren og det sup-padlende par som er i centrum? Det skal ikke kun vise harmonisk sameksistens, men snarere at vi er en del af naturen – det er i hvert fald tanken.
Nyt syn på byen
Er det tre eksempler på et bysyn, hvor byudviklingen rent faktisk sker på naturens præmisser, og hvor vi trækker vores behov ydmygt tilbage? Eller viser de tre eksempler, at mennesket fortsat er i centrum og insisterer på at få noget liveability ud af det?
Hvis der skal arbejdes ud fra et nyt bysyn, hvor vi lader naturen sætte dagsordenen, så kalder det på et livtag med det nydelsesprægede, lette og næsten vægtløse liv (1), som forbindes med det menneskecentrerede ”liveability”.
Landskabsarkitekten Stig Lennart Andersson (SLA) har - i en fremragende ny bog om Nordic Green Visions - peget på, at vi skal operere med et nyt bybegreb eller bysyn, hvis samarbejdet med naturen skal virke, fx hvis naturbaserede løsninger til kystbeskyttelse og håndtering af ekstremregn skal virke: ”Nature-based design applies to buildings, infrastructure, and outdoor spaces. It constructs a new type of city that responds to the climate and invites buildings, infrastructure, and nature to co-exist in an entirely new expression – designed by people, but on nature’s terms.” (2).
Mennesket skal ikke længere være i centrum. Det skal naturen. Og vi er en del af naturen.
_____
- Carlberg, N. & S.M. Christensen (2019) En del af noget større. I Weiss, K.L. (red) Kritisk By. Arkitektens forlag.
- Andersson, S.L. (2021) Like an Oarsman: Moving Forward, Looking Backwards Towards the Past. I Nilsson, K., Weber, R. & L. Rohrer (red.) Green Visions: Greenspace Planning and Design in Nordic Cities. Arvinius + Orfeus.
