Multimaltværk og pladsen til det hele

Og det var og er måske også et super rigtigt argument. Men det føles bare ikke så superoverbevisende rigtigt, når man ser, hvor superrigtig meget Maltfabrikken har fået ud af præcis det modsatte. Her er der delt og funktionsoverlappet med kønhed og skønhed i et omfang, som trodser enhver beskrivelse, men som alligevel og af samme grund fortjener netop at blive beskrevet. De nye funktioner ind i den gamle bygning: Biblioteket, der smelter sammen med lokalarkivet hylde for hylde; det historiske interaktive bykort, der genererer forslag til, hvilke bøger du kan låne; kunstinstallation og historisk formidling i et og samme højloftede silorum, der bryder alle siloer ned; spillested og pillested med værksteder lige op af hinanden; larmerum (café) og stillerum (kontor); lejepladser og legepladser osv. osv.  

Beslutningsinfrastruktur før fysisk infrastruktur

Nu er jeg jo på ingen måde den første til at blive begejstret over Maltfabrikken. Og med garanti heller ikke den sidste. Men jeg tror nu nok, at jeg vil tillade mig at blive mere end ugennemsnitligt begejstret over den bagvedliggende organisering, der har gjort dette muligt.

Vi snakker i Smith Innovation altid om, at man skal bygge beslutningsinfrastruktur, før man kan bygge fysisk infrastruktur. Og så nikker folk venligt og bliver lidt fjerne i blikket og tænker velsagtens ”ja ja, men lad os nu for dælen bare komme i gang med selve byggeriet.” Men gak til Ebeltoft og se, hvad de har kunnet skabe, fordi de i en 10-årig kamp har modnet tanker og relationer, inden de fik skrabet penge nok sammen til at bygge!

For det er vel det, som gør, at multifunktionaliteten spiller så flot her. At det har været muligt at dyrke relationen og samspillet, hvilket igen hænger sammen med, at der har været tillid og sociale relationer at bygge videre på, fordi projektet har været lokalt forankret.