Når tiden går baglæns
Kan man få en hel dag foræret. Kan der lige pludselig komme en dag, man ikke havde regnet med. Sådan en 24 timers dag – helt ren, ubunden og uplanlagt? Ja dæleme så, man skal bare flyve fra Tokyo til San Francisco uden sådan for alvor at dyrke betydningen af, hvad det vil sige at krydse datolinjen for den første gang. Det var først, da stewardessen ved ankomsten annoncerede datoen, at jeg vidste, at der var, om ikke ugler i mosen, så timer i livet, jeg ikke havde turde håbe på. Men ét er at krydse datoer, noget andet er at krydse kulturer sådan ”over night”.
Bang! Hvis det var overvældende at komme fra København til Tokyo, så var det chokerende at komme fra Tokyo til San Francisco. Bare ankomsten. På togperronen i lufthavnen står en ung pige og øver ballettrin – frem og tilbage, hop og strakte ben og hele molevitten. I Japan løfter man knapt et øjebryn. Ja, men taler ikke engang i telefon i toget af respekt for de andre. Netop landet på Union Square står en brandmand og dingler med en kæmpe brandøkse. Ikke at han er ved at slukke nogen brand – det er ligesom bare en del af udstyret (boys with toys). I Japan er selv spisepindendes bevægelser kontrolleret og holdt til et minimum (mine undtaget). I Japan så jeg ikke en hjemløs. I San Francisco er de over det hele (ikke at der ikke er socialt udsatte i Japan – de bliver bare indendøre og er måske mest af alt ”udeløse”). På en japansk restaurant er portionerne små og delikate – I San Francisco store og rustikke. Og sådan kunne man blive ved. Ris vs. hvede. Pinde vs. knive og gafler. Diskretion vs. eksponering. Kollektiv vs. individ. Elegance vs. frivolitet.
And that makes you think. For uanset hvad man kan synes om den ene eller anden by eller kultur, er det uomgængeligt, at mens Japans økonomi er stagneret de sidste mange år, så er den med nogle bump undervejs i fremdrift i USA og ikke mindst i Californien. Tilhører verden de højttalende og direkte? Er forfinelse for fint til at klare sig i en verden, der stiller stadig større krav til hurtige budskaber, der let kan kommunikeres og afkodes af alle?
I ”Theory of the moral Sentiments” fra 1759 dykker moralfilosoffen Adam Smith ned i, hvad der skaber lykke og – i en mere udvidet forstand end det økonomiske fokus for hans andet mesterværk ”The Wealth of Nations” fra 1776 – velstand. Beskedenhed og ærlighed synes at være to gennemgående konklusioner for Smith.
Jeg skal ikke kunne sige, hvem der er mest moralske – amerikanerne eller japanerne – men jeg tøver ikke med at hævde, at der er stor forskel i graden af deres beskedenhed. Og det er sgu ikke kun fordi, amerikanerne efter vores (min?) smag kan være lige vel højtråbende til tider. Det er også fordi, japanerne er helt afsindigt dårlige, ikke bare til engelsk men også, til at præsentere et budskab med fokus på modtageren og ikke PowerPoint præsentationen. Her er i sandhed nogle, der kunne bruge et kursus i præsentationsteknik.
Måske er udfordringen for japanere ikke, at traditionerne forhindrer dem i at være innovative. Men at beskedenheden forhindrer dem i at fortælle om deres bedrifter. Det fungerede måske i en tid med tid til at tænke sig om – ligesom da Adam Smith skrev og læste ved ildstedet i Edinburgh for 250 år siden.
Men fungerer det anno 2016? Jeg ved, at det fungerer, når man helt uventet har en ekstra dag til at tænke sig om. Men hvor mange har vi af dem – hvis man da ikke tager datolinjen til hjælp.
