Når udvikling kræver mod og dybt vand

Med et glas gløgg i hånden og stemningsfulde babershop- julesange i baggrunden var byggeriets spirende kræfter samlet foran Dansk Arkitektur Center for at sige "god jul" til hinanden og få en teaser på nogle af de aktuelle emner i byggeriet, som vil blive taget op til DAC& BUILDs Sprout events i 2014.

I Smith var vi inviteret til at sige nogle ord om det at arbejde i krydsfelter og med tværfaglighed i byggeriet. Et tema vi er meget optaget af, fordi vi tror på, at det er det, der skal til for at skabe udvikling i byggeriet. Men hvorfor nu det? Hvorfor er det så vigtigt at kunne arbejde på tværs af fagligheder og organisatoriske grænser? Det er et spørgsmål, der kan besvares på mange måder.

En måde er at binde det op på en erkendelsesteoretisk knage, og tage afsæt i det hermeneutiske begreb om horisontsammensmeltning. Et begreb der karakteriserer det, der sker når vores forståelseshorisont, det vil sige den måde vi tænker på, vores selvfølgeligheder, bliver udfordret i mødet med en forståelse, der er forskellig fra vores egen forståelse. I dette møde udvikler vores forståelse sig, og vi får mulighed for at tage den måde, vi tænker og handler på op til revision.

Det er mødet med det anerledes, der skaber forudsætningen for at vores erkendelse overhovedet kan udvikler sig. Og det er netop det, vi har brug for, hvis vi skal skabe udvikling i byggeriet. Udvikling er bundet op på en ny tænkning og en ny praksis hvis ikke vi blot skal reproducere det vi normalt gør.

Vi har derfor brug for det, der er forskelligt fra os selv til at stillespørgsmål til vores selvfølgeligheder, og vores ”sådan har vi altid gjort” tilgang. Det er her kimen til forandring ligger i første omgang, og det er her tværfagligheden og det tværgående samarbejde kommer ind i billedet.

Det tværfaglige og tværgående samarbejde rummer muligheden for at vi kan blive udfordret af perspektiver fra andre fagligheder, andre organisationer, brugerne og andre kulturer – hvis vi vel at mærke formår at møde det anerledes i disse perspektiver. Det kræver mod. Modet til opgive sine selvfølgeligheder og stille sig åbent for at ens egen opfattelse af en situation muligvis ikke er den eneste mulige og måske ikke den mest rigtige. 

Måske betyder det, at man som person ikke længere er den, der har alle svarene, ikke er den, der kan tage lederskabet i gruppen sådan som man plejer. I en verden, hvor vi bliver vænnet til at fortælle, hvor fantastisk dygtige vi er, og hvor vi næsten har svarene før vi kender spørgsmålene, er dette et eksistentielt mod af dimensioner. Men skal det tværgående og tværfaglige samarbejde give mening og fungere i praksis, kræver det ikke blot mod på et personligt plan.

Det kræver også modige organisationer. Organisationer, der tør sætte KPI’er og performancemålinger lidt i parentes og give det frirum, det kræver at kaste sig ud i noget, man ikke ved, hvor lander. Har vi dette mod har vi skabt fundamentet for, at vi kan tage brugerinddragelse og tværfaglighed alvorligt i byggeriet. Ikke blot som noget vi skal- som den ekstra flødeskum på kagen. Men hvor det er noget helt essentielt, og en nødvendighed for, at vi i første omgang kan tale om udvikling. At lade os udfordre af det anerledes er noget, vi som udviklingsorienterede aktører i byggeriet er konstant forpligtet på.

På et personligt og organisatorisk plan kræver det, at man kaster sig ud på dybt vand. Og at man bliver ved med at hoppe ud på det dybe. Men gør man det, kommer gevinsterne igen, og nye muligheder for den enkelte virksomhed, personener bag og løfter udviklingen i byggebranchen i sin helhed.