Rapport fra fronten
Af Sofie Stilling og Natalie Mossin
Det danske bidrag til biennalen hedder ’The art of many’ – eller man fristes til at skrive ’The art for many’ - for den danske pavillon sætter fokus på humanismen i dansk arkitektur og interaktionen mellem mennesker og bygninger. Og det er en fint observeret og fremskrevet dansk front, der præsenteres. Den danske front er ikke dramatisk - men den er der, og den er væsentlig her og for os. Den vedrører velfærdsarkitektur, ressourcer og fællesskab.
Den er hands-on og konket og det understøttes af udstillingsdesignet, der er baseret på 130 modeller af byggeri fra de sidste fem-ti år, og suppleres at et sanseligt audio-visuelt rum, der suger den besøgende ind Jan Gehls univers. Han fejrer 50 års forskningsjubilæum, - og kæmper stadig for menneskets plads i arkitekturen. Det er ikke hvorvidt en front er ny, der afgør dens betydning. Fronten er der, hvor der fortsat er arbejde at gøre for at udvikle byggeriet. Udstillingen i den danske pavillon hæver niveauet ved at knytte tættere bånd mellem publikum - Homo Sapiens - og de fysiske og konkrete aspekter af at give vores samfund arkitektonisk form.
”Mennesket er menneskets største glæde” siger Jan Gehl med reference til et islandsk sagn, og filmen pirrer netop den menneskelige forestillingsevne og giver associationer til de miljøer som Gehl ønsker at fremme og skærme i fremtidens byer for mennesker. I stedet for at trække publikum til Times Square formidler kunstnerne med lyd og lys atmosfæren fra et sted hvor bilerne er fortrængt til fordel for fodgængere. En atmosfære som opstår i interaktionen mellem mennesker, der gør ophold eller får lyst til at slå sig ned. Og det får man også som besøgende, når man træder ind i den danske pavillon, som formidler spændingsfeltet mellem det konkrete, fantasien og forestillingsevnen om fremtiden i dansk arkitektur.
Andre steder på udstillingen er fronten trukket skarpere op - og viser det direkte møde mellem arkitekturen og samfundets store kriser: migration, klimaændringer, sociale strukturers opløsning og finansielle systemers sammenbrud. Og den vigtigste læring fra udstillingen er vel netop at arkitekturen, vores fysiske omgivelser, er med i forreste række, som en del af løsningen på samfundets udfordringer. Både som ramme, som fysik, men også som kunst. Som et udsagn for hvordan vi vil være i verden og hvad vi vil med hinanden, som borgere, familier og naboer.
Her efterlod budskaberne fra de sydamerikanske udstillinger det stærkeste indtryk ift. hovedkurator Alejandro Aravenas tema ’Reporting from the front’. Om et bygget miljø der i høj grad manifesterer politisk undertrykkelse og ulighed mellem mennesker, både i regional kontekst men også internationalt. Bygninger er (også) magt. Det viste de alt om i det gamle Venedig, og det mærker man endnu i paladsfacader og på pladserne. Det mærker man mindre i den danske pavillon, der nok har kolonnade, men i hvis indre de mange modeller står side om side, udtryk for en fælles opgave og en fælles anstrengelse.
