Rousseau revisited
Naturen er en kilde til sandhed og harmoni i modsætning til civilsationen, der begrænser menneskets udfoldelse og fører til, ja, unaturlighed! Eller for at sige det med Jean-Jacques Rousseaus egne ord: "Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker".
Vi lever (igen) i en Rousseausk og på mange måder Romantisk tidsalder at dømme på den aktuelle debat om hvordan verden og herunder civilisation og natur og deres indbyrdes kamp skal udfolde sig. Det kan godt være at vi ikke kan ”go back to nature”....men det må gælde om at komme så tæt på som muligt. Pendulet er atter ved at svinge fra rationalisme og fornuft til idealisme og ånd, som det gjorde i skiftet fra Oplysningstid til Romantikken. Det er atter tid til at sætte fantasi og følelse i centrum og skrive Johannes Ewaldske følsomme ”jeg-digte” om ”gyldne lænker” og tomheden i ”dynger af glimrende metal”.
Finanskrisen handler ikke om, at vi mangler finanser. Den handler om at finanser måske ikke er vigtige.
Denne idestrømning - som selv sagt virker mudret, når man står lige midt i den - gælder i den grad også byggeriet. Bæredygtighed er en tilgang der rækker videre end en energiberegning og en solcelle i ny og næ.
Men det er op af bakke. Ikke bare fordi bygherrer (og alle andre for den sags skyld) ikke er så visionære, som vi kunne ønske os! Der ligger en grundlæggende modstrid mellem på den ene side hårde bygninger, der holder i 100 år+ og som lever op til diverse tekniske og lovgivningsmæssige mm krav og på den anden side ønsket om forgængelig og simpelhed. Det er de færreste bygninger der vokser, blomstrer og forgår så enkelt, smukt og bæredygtigt som en markblomst!
Som så ofte når målet er radikal udvikling, er det brug for inspiration udefra. Og uden at belemre læseren unødigt med ferieminder, fandt jeg den i en strandhytte i det sydlige Goa, Indien. Det unikke i sammenhængen her er, at der er lovkrav om, at bygningerne langs stranden kun må holde en enkelt sæson – så skal de fjernes uden at efterlade sig varige spor. Resultatet er en midliertidighedens arkitektur – let i tanken og konstruktionen.
Perspektiverne i bygninger der holder lige så lang tid som en sommertøjskollektion er store. Hver bygning tilpasses sæsonens behov og udtryk. Recycling bliver en nødvendighed og mulighed som følgende af den løbende returmængde. Og byggeriet ændrer grundlæggende natur, fordi det netop er bygningernes lange levetid der gør branchen super konjunkturfølsom og som fastholder den i en projektorganisering med velkendte, og fastlåste, forventninger til roller og resultat.
Rousseau – og naturen – velkommen tilbage!
