Steder og samtaler
Det lignede en investering af de dårligere – de 12 euro jeg lige havde betalt for indgangen til Palais De Tokyo i Paris. Nuvel, de rå industrilokale var flotte i efterårslyset, men en hundredekroneseddel uden en udstilling var måske alligevel i overkanten. Og hvorfor løb folk rundt og jagtede hinanden – nogle gange hurtigt, nogle gange langsomt? Hvorfor sad og lå de på gulvet? Hvorfor stod de og talte ind i væggen?
Bare kald mig langsom og en kulturel analfabet, men det tog lidt tid inden 10-øren (/12 euromønten) faldt. Palais De Tokyo var et stort performanceteater. Gøgereden på kultur-lsd – det var ikke til at se, hvem der var gæster og hvem, der var performer.
Men hvilken performance. Råbe- og sparkekoncerten i totalmørke hvor alt og alle i ly af mørket støder ind i hinanden. Monologerne langs væggen i den hvide kvadrant. Og de evige jagter i hovedrummet vekslende mellem flugten fra zombier og en uskyldig tagfat tilsat kor. De dryppende toner i bygningens bug. Det var Solvognens fandens-i-voldskhed, der mødte Tate Moderns industrielle grandeur, der mødte Cisternernes under(over)jordiske poesi, der mødte barndommens glæde og skræk ved ikke at ane, hvad der sker. Performance over kanten og under huden.
Helt tæt kom det, da en kvinde satte sig ned og lænede sig op af min skulder og fortalte sin livshistorie over måske et kvarter, og hvad der føltes som en uendelighed. Om hendes far, der døde sidste år i en alder af 92. Om sorgen ved ikke at være der de sidste dage. Om at lede efter et tegn på tilgivelse. Om at finde det i en kalender fra sit fødeår, som er blank på nær den dato, hvor hun var født og faren har skrevet ”længe ventet”. Kort sagt en historie om at lukke cirklen mellem sin fars død og sin egen fødsel. At finde forsoning og sig selv.
Var historien sand? Var hun (og jeg) en del af forestillingen? Jeg ved det ikke og ”who cares”. Jeg ved, det var solen på muren, der fik mig til at sætte mig ned for at iagttage stedet. Og at det var samtalen, der fik mig til at blive.
Steder og samtaler. Svært ikke at blive berørt, når de smelter sammen.
Læs mere om udstillingen på http://www.palaisdetokyo.com/en/event/tino-sehgal
