“The Wooden Architecture Route” – når bygningsarven tegner fremtiden
Det lød jo unægtelig som noget, en fiks bæredygtighedsentusiast med forkærlighed for biogene byggematerialer kunne have fundet på. Feriemission: ”Not accomplished”. Og hvad værre var; uanset hvilken retning cykelstyret vendte, dukkede de op: Historiske træbygninger i skikkelser af kirker, kapeller, gårdlænger, små og store huse med passende skiltning og indrømmet - et imponerende varierende udtryk smukt indpasset i dale og bakker.
Og sådan er det jo ofte. Man rejser i forventningen om et. Og stedet giver (heldigvis) noget andet.
Bygningerne og stederne i sig selv var en oplevelse. At stå foran en skarpt skåret træfacade anno 1490, bygget efter alle nutidens drømme om organiske materialer og design for disassembly, kan ikke gøre andet end indtryk.
Bygningshistorisk maskenet
Men det der måske imponerede og forundrede mig mest var den betydning som ”The Wooden Architecture Route” har i fortællingen om regionen. Den er hovedattraktionen i turistguides, kort over området og, ikke mindst, i den landskabelige formidling, som den kommer til udtryk gennem bygningerne og ditto massiv skiltning.
Sjældent, om nogensinde, har jeg oplevet et så finkornet bygningshistorisk maskenet. Et net, der spænder fra udkanten af Krakow ned til den slovenske bjergside, og som ifølge rutens hjemmeside (drewniana.malopolska.pl) spænder over ca. 250 historiske bygninger på en 1500 km lang rute i det sydlige polen.
Den attraktive fremtid
Hvordan har bygningsarven fået så stor identitetsbærende rolle for denne del af Polen (Malopolska-provinsen)? Det vil i dansk sammenhæng svare til, at en margueritrute for bindingsværkshuse var hovedgrebet til at formidle historien og kvaliteterne - og dermed også fortællingerne om den attraktive fremtid – i livet uden for de store byer i Danmark.
Og nej, uagtet, at ruten tilbage i 2001 blev udtænkt i samarbejde mellem Krakow Universitet og den regionale turistorganisation, er der ikke bare tale om et dødt markedsføringsstunt rettet mod udenlandske turister. Stederne var velbesøgte af polakkerne selv (udenlandske turister var der ikke mange af), og for flere af dem, jeg talte med, en selvstændig grund til at besøge området. Og det virkede som mere end en tilfældighed, at en række nyere huse, især high-end huse i de mest attraktive områder, igen blev opført i træ med klare historiske bygningsreferencer.
Arkitekturens rolle i Polens historie
Udstillingen Polish Natinal Styles 1890-1918 på Krakows pendant til Statens Museum for Kunst giver et overbevisende bud på et svar. Hvis man vil forstå kunsten og arkitekturens rolle i Polen, må man forstå Polens historie. Som stat har Polens eksistens altid været udfordret fra nord, syd, øst og vest. Fra 1795 til 1918 eksisterede Polen som stat ikke. Kunsten og arkitekturen blev det sted, hvor man kunne fastholde og udvikle tankerne om, hvad det vil sige at være polsk. Kunsten har peget på det særegne, det lokale og dermed det, som var forskelligt fra det tankegods, som strømmede fra de herskende centre, uanset om de lå i Tyskland, Rusland eller Østrig-Ungarn.
Traditionsbærende modernisme
Samtidig har kunsten skulle rumme et budskab om, at forandring og udfordring af de eksisterende magtstrukturer er mulig. Som Andrzej Szczerski påpeger i det indledende essay til den fremragende bog bag udstillingen, har der i Polen aldrig været en modsætning mellem modernitet og tradition. Modernisme i Polen har derfor ikke handlet om et opgør med alt gammelt, men snarere om at bruge historien og det særegne som afsæt for nytænkning. En ”traditionsbærende modernisme” om man vil.
Kunst og bygningsarv får med andre ord en helt anden rolle som kulturbærende element, når staten og de statslige institutioner ikke kan tages for givne eller måske direkte søges udfordret. En funktion der ifølge Andrzej Szczerski er ”[…]of secondary importance in the countries with well-established independence”.
Den polske kultur og kulturarvs styrke skal med andre ord findes i den polske stats skrøbelighed. I dag som for 100 år siden. Og, sadly enough, gør det modsatte sig måske også gældende: Kunsten, arkitekturen og bygningsarven tildeles ikke en bærende rolle i lande, hvor staten og troen på egen suverænitet står stærkt. Derfor er det Polen, og ikke Danmark, der har en vidunderlig vej for træbyggeriets historie og - hvem ved - måske også dets fremtid.
