Åbent call: Realdania støtter byggeri med dansk producerede biobaserede byggematerialer
Siden juni, hvor vi havde æren af at afvikle Realdanias markedsdag om biobaseret byggeri har vi teaset lanceringen af en ny pulje, og nu er den her.
Callet er det næste skridt i Realdanias indsats Veje til biobaseret byggeri, som Smith Innovation samarbejder med Artelia om, og formålet er at få biobaserede byggematerialer fra danske materialeproducenter ud i bygherrernes konkrete byggeprojekter og dermed opbygge erfaring med at bruge materialerne i praksis.
Analyser viser nemlig, at Danmark har et stort potentiale for at blive selvforsynende med biobaserede byggematerialer. Alligevel er markedet i dag i høj grad præget af import, og der er stadig et stykke vej, før danske afgrøder kan indgå i produktionen og blive et reelt supplement til de konventionelle byggematerialer.
Støtte til det ekstra, der skal til
Når nye biobaserede byggematerialer skal bruges for første gang, vil det ofte kræve mere end almindelig projektering og udførelse. Der kan for eksempel være behov for at teste en byggeteknisk løsning, dokumentere materialets egenskaber eller udvikle en ny måde at bruge materialet på. Det er de ekstra aktiviteter, du kan søge støtte til. Det kan blandt andet være:
- Ekstraudgifter til den første produktion og indkøb af byggematerialer eller byggesystemer
- Udvikling og test af byggetekniske løsninger
- Udvikling og afprøvning af byggesystemer
- Dokumentation, beregninger, analyser og test
- Rådgivning om byggeteknik, myndighedskrav, udbud, økonomi eller opførelse
Den nye ansøgningsrunde består af to puljer:
Pulje A er for private, engangs- og professionelle bygherrer, der vil afprøve biobaserede materialer eller byggesystemer i ét konkret byggeprojekt. Der kan søges op til 500.000 kr.
Pulje B er for professionelle flergangsbygherrer og bygherreorganisationer, der vil arbejde strategisk med biobaserede løsninger på tværs af flere projekter. Ansøgningen skal udarbejdes sammen med relevante aktører i byggeriets værdikæde, og der kan søges op til 2 mio. kr.
Realdania forventer at støtte tre til fire projekter i hver pulje.
Få hjælp til sparring og netværk
Mangler du samarbejdspartnere eller kontakt til relevante producenter? Vi i Smith Innovation er en del af det faglige sekretariat i indsatsen, og står klar til at hjælpe dig.
Kontakt projektleder Alexandra Wittchen på aw@smithinnovation.dk
Vigtige datoer
- Ansøgningsrunde åbner d. 1. september 2026
- Sparring før ansøgningsfrist fra september 2026
- Online informationsmøde d. 24. september kl. 11.00 – 12.00
- Netværksmøde d. 22. oktober kl. 13.00 – 16.30 hos Realdania
- Ansøgningsfrist d. 1. december 2026
- Svar på ansøgning: februar 2027