Fra mark til mur- Hvordan biobaseret byggeri kan forandre både byggeri og landbrug i Danmark

Foto: Rune Svenningsen

”Det gærer i grænserne mellem os,” skriver Malte Tellerup et sted i digtsamlingen Landsbyen Genrejst. Måske det er et meget godt sindbillede på den tilstand, vi står i. Det er nok ikke usædvanligt at tænke at ens egen tid er særlig turbulent. Men det er nok heller ikke urimeligt at hævde, at denne tid faktisk er grænseoverskridende i mange henseender. Det er som om, verden står og dirrer lige nu – hvad vej skal det gå? Vi kan enten reagere på de mange usikkerheder ved at finde vores øglehjerne frem og forskanse os hver især. Eller finde det bedste i os frem og lade grænserne falde til fordel for fælles ansvar og fælles løsninger. 

Følgende er et bud på det sidste med byggeriet som omdrejningspunkt. At finde løsninger sammen, på tværs af grænser, mellem landbrug og byggeri, mellem teori og praksis og mellem store visioner og dagligdags pragmatik. Håbefuldt? Uden tvivl. Naivt? Måske også. Men på den anden side er forandring en totaktsmotor. Det ene stempel er viden, det vi kan måle, veje og sætte på formel. Det der er. Det andet stempel er forestillinger, det vi kan se for os, det vi ønsker os og det der får os til at stå op om morgenen. Det der kan komme. Ethvert ønske om forandring bunder i et, måske naivt, håb, hvilket der måske lidt har været en tendens til at glemme i takt med at bæredygtighed i byggeriet, heldigvis, er blevet gjort mere målbart og håndfast de senere år. 

Så lad os fylde tanken. Her er fortællingen om, hvordan vi kan gå fra mark til mur, og fem gode grunde til, at Danmark har brug for biobaseret byggeri. 

• Forsyningssikkerhed 
• Plads til det hele 
• Mere med mindre 
• Forsinkelse og formindskelse af klimaaftryk 
• Arbejdspladser og lokale værdikæder i hele landet 

Grund 1: Forsyningssikkerhed 

Sikkerhedspolitik er energipolitik. Det har vi lært på den hårde måde. Og har man sagt det, må det med tanke på byggeriets store energiforbrug også betyde, at sikkerhedspolitikken også omfatter den måde vi bygger på. Som branche tegner vi os for 15% af materialeforbruget og 40% af energiforbruget. Et stort ressourceforbrug og lange forsyningskæder er en giftig cocktail i en usikker verden. Og egentlig er det vel meget banalt: I en usikker verden skal man ikke lægge alle æg i samme materialekurv. Og i en usikker verden er det godt at kunne dyrke noget i sin egen baghave, også byggematerialer. 

Det handler både om den store sikkerhed, om ikke at være afhængig af forsyninger, der bringer os i en sårbar position i det globale magtspil. Og den lille sikkerhed, at vi kan bygge og renovere, når der er brug for det, uden stop-and-go-effekter i byggeriet. Da krigen i Ukraine brød ud, steg priserne på blandt andet stål og træprodukter markant. Stop and go koster på både bundlinje og kvalitet. At kunne trække på flere forskellige materialer, ikke mindst de lokale, sikrer et jævnt flow og køber dig sikkerhed for pengene. 

Grund 2: Plads til det hele 

Når vi taler om biobaseret byggeri, kommer vi ikke udenom landbruget, og dermed heller ikke spørgsmålet om, hvor meget der egentlig kan være på Danmarks areal. For byggeriet er langt fra det eneste, der skal hente sine råstoffer dér i fremtiden.  

Vores verden i dag kører, fordi vi hvert år udvinder ca. 200 års nedgravet solskin i form af kul, olie og gas. Det kan selvsagt ikke blive ved, både af hensyn til klimaet og fordi ressourcerne ikke er uendelige. Hvis vi ikke kan grave energien frem, må vi gro den. Og her kommer landmændene ind i billedet. For selvom vi mest tænker på dem som nogle, der dyrker fødevarer, er de i det store billede dem, der frembringer de kulstofbaserede byggesten, vi skal bruge i alle brancher. Landmænd er "kulstofbønder": dem, der har professionaliseret indfangningen af kulstof ved hjælp af naturens solfanger, fotosyntesen. Derfor skal vi også i byggeriet interessere os for landbruget, og for hvordan vi bruger landbrugsarealerne bedst muligt. 

Lægger man de politiske målsætninger om mere vedvarende energi, mere natur og mere af alt det andet sammen, vurderede Concito tilbage i 2023, at vi skulle udvide Danmarks areal med ca. 30% for at få plads til det hele.  

Ligesom byggeriet, er landbruget også ramt af stiafhængighed. Det kan være svært at skifte til andre afgrøder og arealanvendelser, selv om der er meget, der taler for det. Her kan byggeriet spille en afgørende rolle. Byggesektoren kan tilbyde sig som aftager af store volumener til højværdiprodukter. Dermed gør vi det lettere at skifte til især flerårige afgrøder, f.eks. græs, som ifølge Aarhus Universitet vil kunne fordoble biomassen og halvere nitratudvaskningen. For sagen er den, at den nuværende solfanger med vægt på etårige afgrøder, og især korn, ikke er særlig effektiv; vækstsæsonen slutter allerede i sensommeren, og når rødderne pløjes op, er der ikke meget, der forhindrer næringsstofferne i at løbe ud i vandløb og fjorde. 

I Realdanias initiativ Veje til biobaseret byggeri kigger vi især på halm, græs og hamp. Halm, fordi det er en stor fraktion i dag, så stor, at bare 20 % af den halm Danmark høster hvert år er nok til al den isolering og alle de plader, dansk byggeri har brug for. Græs og måske hamp, fordi det forventeligt er en stor fraktion i fremtiden. Vælger vi de rigtige afgrøder, kan vi komme langt med et lille areal. Det er ikke et valg mellem brød og boliger. Der er plads til begge dele. 

Grund 3: Mere med mindre 

Lad det være sagt med det samme: biobaseret byggeri er ikke en fribillet til at bygge løs. Jord og materialer er en knap ressource, der skal bruges med omtanke – oftest til renovering, en gang imellem til nyt byggeri. 

Konkurrencen om bioressourcerne er hård, og byggeriet er sjældent førstevælger. Vi får ikke store separate arealer til byggematerialer, og der er rift om pladsen. Derfor kommer vi ikke udenom at samarbejde, med landbruget og de øvrige aktører i bioøkonomien. Det er på tide, at byggeriet kommer ind i kampen og gør det klart for landmændene, hvorfor halm nogle gange gør mere gavn i en bygning end i energisektorens brændeovne. 

Til gengæld har vi noget særligt at byde ind med: evnen til at skabe værdi med materialerne i lang tid. Det samme materiale kan bruges igen og igen – først i én bygning, så i den næste, og videre ud i andre brancher. Det er det, kaskadeudnyttelse vil sige: at presse mest mulig værdi ud af den samme ressource, trin for trin. 

Mere med mindre handler også om det arkitektoniske. Det er sværere at sætte ord på, men ikke mindre vigtigt, og det så vi konkret, da vi i Smith Innovation var koordinator på tre pavilloner på Søren Kierkegaards Plads under UIA-kongressen i København. Billedet nedenfor viser pavillonen Tækkede Teglblokke (designet af LETH & GORI i samarbejde med CINARK og Rønnow Arkitekter) med en taghældning, som præcist flugter med hældningen på facaden på Den Sorte Diamant, tegnet af SHL for mere end 25 år siden. Hvor Den Sorte Diamants hældning er resultatet af en fri geometrisk leg i mineralske materialer, er hældningen og formen på pavillonen i høj grad bestemt af vandets vej ned over tækkerørene. De flugter altså, men hælder hver sin vej.