"We need a renovation army…”

Polen skal øge sin renoveringstakt fra 50.000 til 200.000 boliger om året, hvis energimålene skal nås. England vil bygge 1,5 mio. boliger indenfor en overskuelig årrække for at løse boligkrisen. Derfor mangler begge lande rundt regnet en kvart million håndværkere. Denne kendsgerning fik, på sidste uges Urban Futures-konference i Lodz, Polen, Dan Daley fra C40 til at konkludere, at vi har brug for en renoveringshær – en hær der i størrelse langt overgår mobiliseringen i militæret, der fylder i mediebilledet for tiden. 

Spørgsmålet er bare; hvor skal alle disse kloge hænder komme fra? Særligt nu når boomer-generationen går på pension, og de unge, til trods for alle regeringsmålsætninger, i stadigt stigende grad synes at vælge bøger fremfor boremaskiner. 

Lad os se det i øjnene: Medmindre kunstig intelligens sender en flodbølge af akademikere ud i håndelagsjobs (hvilket bestemt ikke kan udelukkes), kommer der ikke til at være håndværkere nok. Slet ikke herhjemme, hvor adgangen til dygtige og billigere håndværkere, fra især Polen, er svindende. Hvis du synes, det er svært at få fat i håndværker nu, så bare vent – ventetiden bliver kun længere fra nu af, og det er et problem. Ikke mindst for den bæredygtige omstilling. Renoveringstakten falder, priserne stiger og det bliver sælgers marked, hvor bygherren kan skyde en grøn pil efter enhver ambition om, at håndværkerne skal konkurrere på bæredygtighed – får du fat i en håndværker, har du bare at være glad. 

Måske svaret på flaskehalsspørgsmålet fra Lodz skal findes på Bornholm – nærmere bestemt i Lærlingenes Hus, som jeg også havde fornøjelsen af at besøge i sidste uge. I al stilfærdighed handler projektet Lærlingenes Hus om at styrke og genoptage de færdigheder, der knytter sig til bornholmsk byggeskik – såsom tapsamlinger til bindingsværk uden fodrem og afslutning af stråtag med teglsten af brandhensyn – og dermed styrke den faglige stolthed, som for nogle unge vil være udslagsgivende i valget mellem (trille)bør og bog.

Men Lærlingenes Hus er ikke ”bare” et vigtigt bidrag til styrkelsen af håndværksfagene. Projektet anviser også en vej ud af det, som Emmanuel Kant (undskyld den højstemte reference) betegnede som selvpåført umyndiggørelse - den manglende evne til at vove at være vis, der ”ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse”. For hvordan var det nu lige, husene blev bygget og vedligeholdt i fordums tider? Af os selv! Fordi materialerne var til at gå til, og husets logik var til at forstå. Fordi vi ikke havde aflært os basale håndværkskompetencer. Husflid er ordet for det.  Evnen til at passe på sine egne ting og sager i hjemmet. Og nu når vi har genoptaget strikning og ”mending”, er en ting man kan gå til i de københavnske saloner, så er tiden måske også moden til, at ”gå til hus” og igen lære at fuge efter og skifte et stykke mørnet træ, så man kun behøver at tilkalde håndværkeren, når noget er virkeligt svært eller risikobetonet (og selvsagt når autorisation kræves).

Hos os hersker der ingen tvivl: Vi har brug for en renoveringshær! Men måske det handler om mere end flere håndværkere. Måske mobiliseringen starter i egne rækker. Engang var det vores fornuft, vi skulle generobre. Nu er det vores håndelag.