LIVSRUM - Den Sociale Scene på Folkemødet 2018
Temaet for Den Sociale Scene på Folkemødet 2018 var Livsrum. Valgt fordi vi gerne vil sætte fokus på de fysiske og sociale rum, der understøtter det gode liv. De rum, som gør det muligt at indgå i fællesskabet – det sociale og det demokratiske, selvom de ikke nødvendigvis er fælles.
I publikationen LIVSRUM har vi samlet 13 bud på, hvad Livsrum er, kan og bør være. Et for hvert af partnerne og partnerskaberne på scenen. De peger på, at livsrum både kan være intime og helt åbne. Både fælles og private. Det er de rum, der gør det muligt for os at fungere, at indgå i fællesskaber, at få adgang til velfærd, at blive set og hørt af andre. Nogle af os mener, der er brug for nye og forbedrede rum for at understøtte det gode livsrum. Andre, at det er de historiske og mindre programmerede rum, der skaber plads til udfoldelse. For andre igen, er det slet ikke det fysiske rum, der er afgørende, men måden vi mødes i det på. Hvordan vi taler til hinanden og hvordan vi skaber og giver plads.
Hvert bud er desuden akkompagneret af et lille stykke prosa skrevet af forfatter Victor Boy Lindholm. Her prøver vi selv i praksis at skabe et anderledes rum, for at vi kan møde hinanden på ny. Herigennem er det vores håb, at publikationen i sig selv kan give anledning til en pause, en refleksion, en mulighed for at vi imellem os og dig kan skabe et lille Livsrum selv.