Projekt

Livsstilsboliger 50+ i Kildebjerg Ry- borgerinddragelse vedrørende udviklingen af seniorbofællesskab

Kunde
Realdania og PensionDanmark
Samarbejdspartnere
Realdania, PensionDanmark, C.F. Møller, Smith Innovation
Projektperiode
2018-2020

Udfordring:

PensionDanmark og Realdania udvikler 30 nye boliger målrettet gruppen 50+ i naturskønne Kildebjerg Ry ved Skanderborg. Denne type boliger er målrettet beboere over 50 år uden hjemmeboende børn, der ønsker en større grad af fællesskab. Det betyder at selve boligen er mere kompakt, og der er en større andel af fælles faciliteter.

Livsstilsboligerne udvikles som led i Realdanias indsats ’Rum og fællesskaber for ældre’. Indsatsen bygger på undersøgelser, som viser, at det at bo sammen med andre, kan øge livskvaliteten og modvirke ensomhed hos ældre. 

Forløb:

I forbindelse med udviklingen af bebyggelsen bliver lokale borgere, interessenter og medlemmer af PensionDanmark inviteret til at bidrage for at sikre, at boligerne og de store fællesområder stemmer overens med potentielle beboeres forventninger, fremtidige behov, samt at bebyggelsen matcher lokale forhold.

 

 

Smith står for facilitering af en inddragelsesproces med i alt tre borgerrettede dialogmøder, interviews, research og workshops. De bearbejdede analyser og resultater herfra indgår i udarbejdelsen af et værdiprogram for boligerne. Værdi- og rumprogrammet udvikles i samarbejde med C.F. Møller arkitekter.  

Resultat:

Det udarbejdede værdiprogram skal danne grundlag for udviklingen af bebyggelsen ift., hvordan man iscenesætter det gode fællesskab og understøtter et et godt seniorliv. Værdiprogrammet skal spille sammen med projektets rumprogram. 

Første spadestik til bebyggelsen bliver efter planen taget i foråret 2019. De 30 boliger forventes at blive bæredygtighedscertificeret med karakteren DGNB Guld og være klar til indflytning i sommeren 2020.