Visioner i praksis - innovationsproces for god renoveringspraksis
I Danmark bruger vi hvert år 100 milliarder kr. på renovering i byggeriet. En investering, der gerne skulle skabe værdi for både brugere, samfundet og miljøet.
Med projektet Visioner i praksis har Bygherreforeningen og Smith, med støtte fra Grundejernes Investeringsfond (GI), gennemført en proces med dialog, debat og vidensdeling om god, værdiskabende og nytænkende renoveringspraksis.
Afsættet har været den ’praktiske’ innovation som håndværkere, entreprenører og rådgivere initierer og implementerer med afsæt i konkrete arbejdsprocesser og metoder helt ude fra selve byggepladsen – en innovation, som dog ofte overses og derfor ikke bliver løftet op og ud til hele branchen.
En central del af projektet har derfor været at ”give praksis en stemme”. På baggrund af sit tvær- og dybdegående kendskab til byggeriets værdikæde samt strukturelle forhold, faciliterede Smith en række workshops, hvor byggeriets udførende parter delte deres praktiske og byggepladsnære erfaringer og visioner for god renoveringspraksis.
Målet har dels været at skabe vidensdeling og inspiration i branchen, dels at initiere en bredere debat blandt byggeriets interessenter ift. at skabe synlighed og sætte dagsorden omkring værdien af den praksisnære innovation og dens betydning for at skabe øget effektivitet i byggeriet.
Projektets resultater blev omsat i en publikation målrettet byggeriets praktikere, der indeholder 11 konkrete cases, der, i øjenhøjde og på en sproglig og grafisk lettilgængelig måde, eksemplificerer innovation fra byggeriets praktiske hverdag og belyser, at det ofte er innovation inden for samarbejde, kommunikation og tidlig inddragelse, som gør den store forskel.