Working papers

Dekalog 3/10: Byggeriets innovationsprincipper

Læs Natalie Mossins udfoldelse af den 10. innovationsprincip. En refleksion over det ukendt ukendte som spinder en rød tråd mellem både udvikling og arbejdsulykker i byggeriet, KADKs arbejde og amerikansk udenrigspolitik. I sandhed et indlæg der husker resten af verden.

I anledning af Smiths 10-års jubilæum i starten af 2019, har vi formuleret 10 innovationsprincipper til at skabe tværgående innovation i byggeriet.

Principperne er vores forsøg på en syntese af både tanker og erfaringer gennem 10 år - de fanger noget, men selvsagt ikke alt, der er vigtigt. Derfor beder vi i 10 afsnit 10 forskellige aktører fra byggeriet om at komme med deres fortolkning af innovationsprincipperne. På den måde håber vi at sætte gang i en fælles, tværgående refleksion over byggeriets fortid og fremtid.

Tredje del kommer fra Natalie Mossin, der sidder som institutleder for Institut for Bygningsunst og Teknologi, KADK. Hun har valgt at give sine tanker omkring det innovationsprincip, vi har formuleret som:

Illustration: Lene Sørensen Rose

Jeg har valgt det 10. innovationsprincip ”Husk resten af verden - det du ved mindst om afgør fremtiden”, fordi det er smukt og generøst, men også fordi det har en åbenhed indbygget og er grundlæggende umuligt. Princippet beder os om at huske ting vi ikke ved hvad er, at orientere os mod noget omkring os der kan være næsten hvad som helst. For hvad er resten af verden? Er det konkurrenterne, branchen, ulandene, nye lovtiltag i det hjemlige eller i EU, ny teknologi, ny moral, oversvømmelser vi ikke ved har fundet sted, handelskrige på vej?

US Secretary of Defence Donald Rumsfeld svarede i 2002 på et spørgsmål om manglende bevis for masseødelæggelsesvåben i Irak med følgende: “Reports that say that something hasn't happened are always interesting to me, because as we know, there are known knowns; there are things we know we know. We also know there are known unknowns; that is to say we know there are some things we do not know. But there are also unknown unknowns—the ones we don't know we don't know. And if one looks throughout the history of our country and other free countries, it is the latter category that tend to be the difficult ones”.

Den viden vi ikke ved vi mangler er, siger Rumsfeld, grundlæggende noget af det allervigtigste og i sagens natur også det sværeste. Der blev grinet meget af Rumsfeld sproglige poetik det år, men det 10. innovationsprincip beder os om at gå linen ud og huske det vi ikke ved hvad er. Denne kategori er alt det der ikke kommer fra os selv, er født ud af vores egen viden, egne prioriteter.

Jeg ved ikke om princippet hjælper med at forklare det der er lykkedes over de sidste 10 år – den Smithske periode – men omverdenen, de dagsordner der er større end byggeriets selv, er naturligvis lette at få øje på i den fornyelse, der er lykkedes: fra udviklingen af klimatilpasningsløsninger, over cirkulært byggeri til byggefællesskaber.

Og i de ting der ikke er lykkedes, er en ofte kompleks omverden også let af få øje på: Hvorfor er det for eksempel ikke lykkedes at reducere antallet af alvorlige arbejdsulykker i byggeriet siden 1980? For at forstå det skal man forstå mere end, hvad der er sikker adfærd på en arbejdsplads, man skal forstå den omverden arbejdspladen er en del af, herunder sociale, økonomiske og kulturelle elementer.

Fremadrettet skal Smith sammen med branchens øvrige forandringsagenter fortsætte med at pege på det ukendt ukendte!

Innovationsprincippet er ikke mindst væsentligt i forhold til de bæredygtighedsudfordringer byggeriet står overfor, både miljømæssigt, økonomisk og socialt. Vi skal huske resten af verden og være åbne for den viden vi ikke ved vi mangler. På Institut for Bygningskunst og Teknologi bruger vi den arkitektfaglige metode til at orientere os i forhold til viden vi ikke har – både i forskningen og i undervisningen – hvor vi gennem projektorienteret, problemorienteret undervisning lærer vores studerende at arbejde under forhold, hvor de i sagens natur ikke har alle svarerne. Som fagfolk skal vi kunne navigere i den usikkerhed det er, at der er viden man ikke har, og viden man end ikke ved man ikke har, og alligevel udvikle og implementere nye løsninger til gavn for livskvalitet og bæredygtighed.

Dekalog

Følg med, når vi over 10 uger giver 10 forskellige refleksioner over principper, udfordringer og løsninger til at skabe tværgående innovation i byggeriet. På vores blog og på de sociale medier. Find de andre dekaloger her:

Del 1 af Vibeke Grupe Larsen

Del 2 af Søren Faebo

Del 3 af Natalie Mossin

Del 4 af Kasper Kläning

Del 5 af Jens Iuel-Stissing

Del 6 af Mette Stokholm

Del 7 af Hans Blinkilde

* Ordet dekalog kommer af det græske deka for 'ti' og logos for 'udsagn, ord'. Dekalog er også navnet på Krzysztof Kieślowskis tv-serie fra 1988, der i 10 episoder undersøger de Ti Buds relevans i et moderne samfund.