Fletværk
De værste og bedste tanker er dem, der blander sig med alle mulige andre tanker. Og sådan er det med tanken om levende materie, der giver os husly… det er det rene tankemylder. Jeg prøver forgæves at holde fokus på mycelietråden. Men den fletter sig uundgåeligt ind og ud af overvejelser om de mange andre tråde, der udgør byggeriets mulighedsbetingelser. Tråd bliver til tekstil, og jeg er i sandhed inde i stoffet uden på nogen måde at kende svarene.
For hvis man for en stund glemmer nytidsrealismen – hvordan skal man kontrollere svampevæksten, hvordan fungerer det lige med fugt og indeklima i menneskeegnede svampemiljøer osv. – til fordel for fremtidsrealismen (og ja, den nuværende måde at bygge er vel rundt regnet den mest urealistiske, man kan forestille sig, hvis ens fremtidsbillede inkluderer homo sapiens as we know it) tårner spørgsmålene sig østershat-agtigt højt op.
Etisk
– hvis bygninger er levende, har de så rettigheder på lige fod med andre levende væsener. Hvilke livsbetingelser er i orden at tilvejebringe? Vil vi have ”burhøns-”, ”skrabehøns-" og "fritgående høns” bygninger?
Tidsligt
– kan vi lære at påskønne, at bygninger og materialer, der som alt levende ældes og dør? Kan vi leve med, at dødt svampevæv drysser ned på hovedpuden, eller algerne vælger at fluorescere neongrønt nytårsmorgen? Og kan vi lære at holde af livets cyklus og dermed også vores eget forfald? Eller vil vi, når det kommer til stykket, hellere have en botoxbehandling og 2 stk. uforgængelige gipsplader?
Økonomisk
– en bygning, der lever, er i sagens natur aldrig færdig. Produktion og forbrug af bygningen finder sted samtidig, hvilket er definitionen på en serviceøkonomi. Og kan en hel byggebranche, der i årtusinder har levet af at sælge timer og materialer, og guddødme ikke service, leve med det?
Æstetisk
– det groet vil i sin form, i sine overflader og sgu sikkert også i sin lugt henvende sig til os på nye (/nu glemte) måder. Hvilken arkitektur der opstår, når rødderne og ikke linealen og støbeformen bestemmer, har vi stadig til gode at mærke. Men et er vel sikkert – det er tid til at sige farvel til det hvide snit og ”gut, kvadratich und (mensh)practich”-arkitektur. Og kan vi finde ud af at vinke farvel til modernismen og give plads til en ”new spirit” (for nu at sige det Corbusiesk)?
Men lad mig stoppe her og ønske glædelig jul og godt nytår med håbet om, at vores bygningsværker bliver til fletværker. Og at vi får en helt ny vækstøkonomi, hvor det er svampene og ikke hullerne i jorden, der gror.
