Har du regnet den ud?
Under overskriften ”Sammen om Klimatilpasning” skal vi sammen med energi- og miljøklyngen CLEAN og ni partnere i CLEAN Grøn Erhvervsvækst projektet løfte kendskabet til klimatilpasningsløsninger og skybrudssikring hos grundejere, der er plaget af oversvømmelser forårsaget af ekstremregn og grundvandsstigning.
Det nye klimaprojekt er støttet af Grundejernes Investeringsfond (GI) med en bevilling på 1,5 millioner kroner og starter op i juni 2017 med en række aktiviteter i de deltagende kommuner: Kolding, Middelfart, Odense, Nordfyn og Faaborg-Midtfyn.
Formålet med projektet er at engagere og mobilisere de private grundejere i at klimasikre deres boliger og bygninger på baggrund af en erkendelse af, at det kan være komplekst at finde den rette og bedste løsning. Endvidere er markedet udfordret af høje priser, få muligheder for valg af kreative løsninger og en uigennemsigtig proces for både grundejere og entreprenører.
Derfor handler en del af projektet om at udarbejde et overskueligt informationsmateriale om klimatilpasningsløsninger til grundejere samt at uddanne lokale kloakmestre og anlægsgartnere, så de kender til flere og andre løsninger end traditionelle nedsivningsanlæg, og som ”klimaentreprenører” kan løfte anlægsopgaverne med brug af de nyeste klimatilpasningsløsninger, hvor også kreativ og æstetisk anvendelse af regnvandet tænkes ind.
”Hver gang vi oplever ekstremregn er det lig med betydelige samfundsomkostninger og tab af personlige værdier for mange grundejere. Klimatilpasning kræver engagement fra alle led i værdikæden for at lykkes, derfor kalder vi vores projekt ”Sammen om klimatilpasning”. Udover en offentlig indsats er det nødvendigt, at op mod 70-80 % af grundejerne i mange af de udsatte områder håndterer regnvandet på egen grund. Der er derfor behov for at aktivere den brede masse af bygningsejere, så klimatilpasning når videre fra pionerstadie til reel implementering”, siger projektchef Lotte Lindgaard Andersen fra CLEAN Grøn Erhvervsvækst.
Smiths deltagelse i projektet bygger bl.a. på vores erfaringer fra Klimaspring kampagnen, der netop viser, at kompleksiteten i klimatilpasningsprojekter kræver, at man skaber en fælles forståelse mellem problemejere og løsningsleverandører. Og at det i høj grad handler om at skabe overblik og gennemsigtighed for at kunne løfte vidensniveauet og øge det fælles forståelsesgrundlag hos både private såvel som professionelle.
De ni projektpartnere i ”Sammen om klimatilpasning” er: Kolding, Nordfyns, Faaborg-Midtfyn, Odense og Middelfart kommuner, HUSET, IBC kursuscenter, BlueKolding og Middelfart Spildevand. CLEAN Grøn Erhvervsvækst sekretariatet er ansvarlig for projektets gennemførelse i samarbejde med partnerkredsen samt Smith Innovation. Endvidere er der et samarbejde med Teknologisk Institut og AMU-Fyn om de faglige temaer. Projektet er 2-årigt og starter i juni 2017 og er støttet af Grundejernes Investeringsfond med 1.582.500 kr.
Læs mere her: Pressemeddelelse fra CLEAN Grøn Erhvervsvækst
Foto: Hans Ravn