Blogindlæg

Innovationer over og under overfladen

Smith på Building Green messe i Forum

På dette års Building Green messe i Forum udstillede vi med de tre Realdania- initiativer, som vi I Smith er sekretariat for: Test din bæredygtige løsning, Innovationsradar og Klimaspring.

Her havde de besøgende mulighed for at høre om, hvordan de kunne få hjælp til deres fondssøgning i Innovationsradar, få støtte til den sidste test og markedsmodning med Test- initiativet eller deltage i et udviklingsforløb omkring klimatilpasning i Klimaspring. Samtidig havde vi som sekretariat en unik mulighed for at få indblik i den innovation og udvikling, der foregår under overfladen.

På en messe som Building Green fascineres man af de mange innovationer, som byggeriets parter arbejder med. Måske det ikke er store fyrtårnsprojekter, men i stedet mindre fyrfadsprojekter, der til sammen kan give et stort lys, der kan bringe byggeriet i en bæredygtig retning. Men en messe stiller i sin natur krav til, at nytænkningen har fået en form.

Dermed ikke sagt, at løsningerne altid skal være 100% færdigudviklet, men de skal være færdige nok til, at de kan vises frem i en eller anden grad af fysisk manifestation. Det gør, at vi på en sådan messe kun får indsigt i de innovationer, der har nået overfladen. Men hvad med alt det, der ligger og spirer under overfladen?

Med vores stand på Building Green, blev der skabt et sted, hvor alle de spæde ideer - alt det der endnu ikke har manifesteret sig i en fysisk og færdig form – kunne se dagens lys. Standen vrimlede med udviklingsorienterede aktører, der kunne fortælle om deres nye projektideer, og som ville høre, hvordan innovationsradar, Test og Klimaspring kunne hjælpe med at realisere projekterne.  

Projekter, der ofte har brug for supplerende finansiering eller de relevante parter for at blive til noget – et sted hvor alle tre initiativer på hver sin måde, kan være behjælpelige og bidrage til, at de nye spæde ideer når overfladen. Vi har erfaret, at det at stå på den anden side og være udstiller på en messe giver mindst lige så ømme fødder og slidt stemmebånd, som man får ved at gå som deltager på en messe. Men denne gang kom vi hjem med et unikt indblik i de udviklings-og innovationsaktiviteter, der foregår i det bæredygtige byggeri både over og under overfladen. Vi glæder os til at være med til at hjælpe de mange projekter videre både i regi af Test, Klimaspring og Innovationsradar.