På den anden side

Hvad kan udtrykke et totalitært regimes intentioner klarere end delingen af familier, naboer, menigheder, ja en hel by, med betonelementer og sigtelinjer? Hvad er et tydeligere tegn på ateisme end nedrivningen af Forsoningskirken – mellem øst og vest? Og hvad er selvsagt et stærkere symbol på det totalitære kollaps end Murens fald?

Det var det byggede ”miljø” der cementerede opdelingen af øst og vest. Og det er det byggede miljø der fastholder hukommelsen og betydningen. Det er ved mindesparken ved Bernauer Strasse at opførelsen mindes – det er her historien er levende. Og det vel og mærke fordi historien fortælles aktivt. Parken er mere end de sidste rester af muren hvor Angela Merkels krans minder ofrene. Det er en stadig igangværende genfortælling i mange medier og former. Det er de kronologiske billedfriser gennem parken, det er de rustne armeringsjern i oversize, der fortsætter der, hvor den oprindelige mur er væk, det er gavlmalerierne af ikoniske begivenheder, det er fundamentet af et tilfældigt kælderrum i en beboelsesejendom, der bare lå på det forkerte sted, det er fliserne i terrænet, der viser hvor de flygtende og Stasis tunneler under muren gik, det er mulighederne for at aflevere sin personlige fotos fra den gang så muren kan rekonstrueres i 3D.

Og det er vinduet i gulvet i det nyopførte forsoningskapel. Her på 0,5mx0,5 meter kan man se både fundamentet af den oprindelige kirke opført i 1894 for at dulme den socialistiske klassekamp, den ueksploderede amerikanske brandbombe fra 1945, det hurtigt opførte grove fundament fra muren i 1961 og fundamentet for den nye kirke. Her har man hele historien om klassekampe og religion, om stormagtsdrømmene og nazismen der kom i stedet, den kolde krig der fulgte og den endelige forsoning og forening i ét enkelt kig.

Vores pointe er, at vi alt for ofte glemmer vinduet i gulvet. Vi er rundet af, at det forrige århundredes udfordring var af teknisk og materiel art – det handlede om produktet. Og har svært ved at ved at bevæge os ind i en tid, hvor hovedudfordringen ikke er at bygge, men at skabe værdi ved at tilføre vores fysiske rammer lag af minder eller - for nu ar bruge lidt mere favnende termer - tilføre dem lag af services, oplevelser og forandringsmuligheder.

Værdien af bygge- og anlægsaktiver i Danmark udgør i omegnen af 6.000.000.000.000 kroner. Den årlige bygge- og anlægsaktivitet udgør et par procent heraf – og alligevel er det den vi taler om, og klynker og glædes over alt efter om markedet går op eller ned eller om byggesagen går godt eller skidt.

Med det traditionelle fokus på en mindre procentdel af bygningsaktiverne tyder meget på at vi forsømmer at pleje og optimere et firecifret milliardbeløb i det byggede miljø. Det er milliarder lige ud af det vindue i en tid, hvor store finansielle reserver er en global mangelvare. Det finansielle afkast kan forbedres med øget fokus og nye tilgange, der ikke blot er byggeprocessens forlængede arm. Værdiskabelsen i at forstå bestillerne og brugerne er vi knapt nok kommet i gang med. Og de sociale og symbolske aspekter er slet ikke på radaren.

Det svarer til at opgøre betydningen af Berlinmuren ved gensalgsprisen for 46km lettere brugte betonelementer! Det er ikke ressourcer vi mangler i det byggede miljø. Det er omtanke i brugen af dem, der er knap.

Opgaven her i starten af det 21 århundrede er ikke at skabe optimale fysiske rammer. Opgaven er at optimere brugen af de fysiske rammer.  Det kan synes som en lille forskel. Det er det ikke. Det handler om at udskifte et omkostnings- og nulsumsperspektiv med et værdiperspektiv. Her er det kun vores evner og visioner der sætter loftet for forbedringspotentialet.

Det handler om alt det der kan ske, når det er muligt at komme på den anden side!