Blogindlæg

Planer, pot og potteskår & The Great Transformation

Det er blevet sagt om den østrig-ungarnske økonom og politolog Karl Polanyis forsøg på at indkredse den vestlige kapitalismes dynamik og sammenbrud i værket The Great Transformation, at «he failed – but he failed gloriously». Det samme kan man måske sige om en række af modernismens store byfortællinger.

Det her kunne være historien om Høje Gladsaxe, Farum Midtpunkt og Christania – men det er ikke, for forårsturen gik med cyklen til Rom og omegn, og der midt mellem god kaffe, blomstrende bakkelandskaber og legende børn i parkerne stod to oplevelser særlig stærkt. Calcata – pludselig dukker den gamle etruskerby op rundt om et hårnålesving og er lige ved at vælte ud over klippekanten. Så meget at byen blev lukket af myndighederne i 30’erne og beboerne flyttet til det noget mindre charmerende Calcata Nouvo. Og dermed var Calcata en forladt by indtil den blev besat af hippier i 70’erne, hvilket den dag idag gør stedet til et finurligt Christania tilsat lavasten og Laziodialekt . Styrter den sammen? Måske, men myndighederne har opgivet forbuddet mod at bo i den. Tiderne i 1930’erne var jo ligesom også en anden, hvad angår store planer (tag nu bare EUR som et andet eksempel).

Store planer og forventninger var der også plads til i 1960’erne. Ikke mindst når der med rene linjer og beton skulle ryddes op i Napolis slum. I fotoserien Vele dokumenterer den tyske fotograf Tobias Zielony på MAXXI museet, hvordan antislummet selv blev slum. En månebase Alpha efter at de onde rumvæsener har udryddet alt fastboende liv. Men for fanden hvor er det smukt. Ingen rendering, ingen touchstreg kan vel udtrykke bygningernes brutale storladne kantede intention klarere end Zielonys billeder. Og hvor er det befriende, at et totalitært styre i den helt store kaliber har skabt plads til pot og potteskår i en landsby et godt stykke uden for Rom. I de store planers sammenbrud opstår en ny skønhed. Det er i sandhed en «Great Transformation».

Fotokredittering: Galleria Lia Rumma, ziguline.com og Smith