Solcelle Tyskland og Vindmølle Danmark

Begge energikilder har svært ved at konkurrere på markedsvilkår men er centrale i at opnå en C02 neutral energiforsyning og mindre afhængighed af fossile brændstoffer. Kombinationen af gradvist lavere produktionspriser og stigende energipriser vil på sigt ændre dette faktum. Så hvordan udnyttes og integreres energikilderne optimalt?

I Tyskland har man, på baggrund af loven om regenerativ energi (EEG), støttet driften af solanlæg med minimumspriser pr. leveret kWh og har dermed skabt en klynge der sammen med den amerikanske og kinesiske ditto er markedsledende. På samme vis har vi i Danmark formået at opbygge en vindkraftindustri af international klasse - takket være en pionerindsats og gunstige rammebetingelser.  

 

Disse nationale styrkepositioner behøver ikke skabe et modsætningsforhold; solceller udmærker sig ved at producere mest strøm i dagtimerne samt i sommerhalvåret mens vindmøllerne er mest aktive om natten og i vinterhalvåret - derfor supplerer de to energikilder hinanden godt rent forsyningsteknisk. Yderligere har solceller ikke bevægelige dele, støjer ikke og er dermed velegnet til placering i tætbefolkede områder - tæt på hvor energiforbruget finder sted.

 

Vi vil i de kommende år i stigende grad se en integration af solceller i bygningsdele der i kraft af en hidtil uset gennemtænkthed vil udgøre et æstetisk løft snarere end det modsatte. Udfordringen er ikke længere at producere solceller. Udfordringen er at få dem til at fungere i helheden.

 

Dette er en meget perspektivrig udviklingsopgave og en altafgørende faktor for at energikilden får sit endelige gennembrud - hvilket vi hos Smith gerne vil deltage aktivt i. Derfor har vi valgt at gå ind i holdet og ejerkredsen bag Scotia - en virksomhed der udvikler og producerer CO2 neutral gadebelysning.

 

Vi glæder os til at vise Scotia lysmasten frem - den vil bl.a oplyse ankomstområdet ved Bella Center under klimakonferencen. Lysmasten kan producere mere strøm end den forbruger og er således det første af mange nye bud på intelligent anvendelse af solceller. Bud som vi i Smith ser frem til at arbejde videre med i regi af Scotia.

 

For hvem siger at Tyskland har patent på at udnytte solceller kommercielt? Har Danmark ikke tradition for at tænke i udnyttelsen af sollys? Og har vi ikke gode forudsætninger for at udvikle vidensintensive produkter i tæt samarbejde mellem byggeindustri og arkitekter? Og er det i lyset af lukningen af Lindøvæftet og kort før dette fyringen af 550 ansatte i MAN Diesel ikke værd at overveje, hvordan Danmark kan konvertere sin viden fra skibsværfter til solcelleværker?