Working papers

Symbioser – i med- og modgang

Symbioser kalder vi det, når aktører finder sammen og deler og optimerer ressourcestrømme lokalt. Men hvad er symbioser, og hvordan virker de? Er de altid et gode og i givet fald for hvem? Og hvad ved vi om, hvordan og hvornår de opstår? Disse spørgsmål undersøger Mikkel Thomassens essay.

Hvor vidensøkonomien rettede blikket mod kunder, kompetencer og byer, retter ressourceøkonomien det mod de steder, hvor energi produceres, materialer findes, og rør og kabler samles.

Dette skriv handler om symbioser. Mere præcist industrielle symbioser, hvor virksomheder lokalt udveksler stedbundne ressourcer for at udnytte reststrømme og lukke ressourcekredsløb. Et tema som har fået fornyet betydning i lyset af det pres, som stadig pålægges flere af jordens ressourcer. For hvem kan retfærdiggøre datacentre og power to X-anlæg i milliard- og gigawattklassen uden udnyttelse af restvarme og sidestrømme på en planet, hvis kassekredit for længst er gået i rødt? 

Og hvad er det så for et biologisk begreb, vi henviser til med tanken om industrielle symbioser. Lad os tage referencen seriøst og se hvad vi kan lære af, hvordan symbiosebegrebet blev til i naturvidenskaben og hvad vi ved om symbioser i naturen i dag.