Udsyn og indsigt

”Alt afhænger af øjnene, der ser”. En gammel sandhed (og en del af teksten i en gammel popklassiker), men vel egentlig efterhånden ret forkert. For alt afhænger mest af alt af det, vi ser med.

Det er læren siden Galileo Galilei for første gang rettede et teleskop mod månen i 1609. Og det er en lære, vi for alvor vil se udspillet de kommende år med udsigten til helt nye digitale synsfelter, uanset om vi kalder det virtual reality, augmented reality eller mixed reality.

Lad os bare lige vende kikkerten den anden vej og tage det lange tilbageblik sådan helt kort:

Da Galilei fik fat i den nyudviklede kikkert (resultatet af to drenges leg hos den lokale optiker ifølge nogle kilder), blev verden meget større. Helt præcist 20 gange større. Jupiter fik måner og månen fik bjerge. Og solen kom ind i midten af universet (og Galilei efterfølgende i livslang husarrest – det er ikke altid let at være den første, der ser verden på nye måder).

Med Röngtens stråler fik vi også adgang til helt nye visninger – af os selv. Det kan man på det lavpraktiske plan glæde sig over (eller frygte) hos tandlægen. Men det var også røntgenstålingen, der med Currie-ægteparrets mellemkomst for 100 år siden, bragte os på sporet af radioaktiv energi med alt hvad det har betydet i freds- og krigstid.

Med atomknuseren i Cern og dertilhørende computersuperbriller opdager vi helt nye partikler – blandt andet den ”guddommelige” Higgs-boson partikel, hvis eksistens (for en stund) afgør årtiers teoretiske diskussioner om tyngdekraften og universets sammenhæng. 

Men det handler ikke bare om, at de nye teknologier tillader verden at komme til os på andre måder. Det handler i lige så høj grad om, at vi går til den på andre måder. Der hvor Galilei så fire måner bevæge sig rundt om Venus, så hans samtid et synsbedrag, fordi det de så ikke passede med Aristoteles’ tanker. Vi kan se det, vores verdensbillede tillader os at se. Den pointe vil også gælde, når vi forsøger at se ind i en virtuel verden! Vi vil ikke se hverken måner, stjerner eller en pind for den sags skyld, hvis vi ikke har en ide om, hvad vi skal se efter.  

Indsigter er altså ikke bare baseret på, ja, indsigter. Det er i lige så høj grad baseret på udsigter. Af hvor vi retter kikkerten hen. Og med hvilken mental optik vi tolker den. Vi kaster noget ud i verden, før det kaster noget tilbage til os.

Den pointe er værd at have med, når vi her anno 2017 står med vores HoloLens mixed reality brille i hånden. Fascineret og lidt uklar på hvilke indsigter, de nye udsigter vil give – vel sådan som Galilei må have haft det for 400 år siden. Men hvis verden er, hvad vi ser den med, er der vel kun ét at gøre: på med brillen og ned med de vante forståelseshorisonter!