Visioner i praksis
”Vi gjorde ofte grin med at vi, håndværkere, var nødt til at bygge huset først, så ingeniørerne vidste, hvad de skulle tegne efter”.
Sådan skriver forfatteren, debattøren og mureren Mattias Tesfaye i indledningen til sin bog Kloge Hænder - et forsvar for håndværk og faglighed. Og selvom vi kan se det sjove i joken, så er den problemstilling, han tager op omkring praktikerfagenes prestigefald og manglende respekt granalvorlig.
Vi har oplevet den på egen hånd med initiativet Visioner i praksis. Særligt i forhold til renovering er der et stort behov for større inddragelse af og respekt for praktikernes evne til at udvikle idéer til innovative løsninger, der bidrager til at løse byggeriets store udfordringer.
Man skal vide, hvad der er for at skabe nyt
Mens markedet for renoveringsopgaver for længst har overhalet nybyggeriet, så er forståelsen for den kompleksitet, som renoveringsprojekter kræver, ikke fulgt med. Værdien af vores eksisterende bygningsmasse udgør ca. 4000 milliarder kroner.
I de kommende år skal en stor del af disse bygninger renoveres og opdateres, så de bliver bæredygtige, klimasikre, energirigtige osv. i tråd med, hvad der er tidens væsentligste samfundsudfordringer og -dagsordener. Det er derfor en alvorlig sag, hvis den del af branchen, som er tættest på udfordringerne, holdes uden for indflydelse.
Hvis mødet mellem tradition og fornyelse, eksisterende værdier og nye behov, skal lykkes, så skal man vide, hvad det er, man har med at gøre. Eller som en af vores deltagere i initiativet meget præcist sagde det: ”Man skal kende det, der er, for at finde fornyelsen – ellers kan vi lige så rive alt det gamle ned”.
Viden og innovation er bundet til praksis
De praktikere, vi har mødt, oplever at blive holdt udenfor, når der på højere plan tales om produktivitetsudfordringer, kvalitet og grøn omstilling i byggeriet. Men de mærker det også helt ud i skurvognen, når de, der tegner og designer også beslutter, hvordan byggeriet skal realiseres før (eller uden) at tale med dem, som faktisk skal gøre det. Og så ender grønne visioner og bæredygtige projekteringer med at blive realiseret for hurtigt, for billigt og i alt for dårlig kvalitet.
Som flere af deltagerne i Visioner i praksis har formuleret det, så hænger kreativitet, nytænkning og faglighed tæt sammen. Hvis byggeriet derfor skal udvikle sig, nytter det ikke noget at ignorere dem, der har deres dagligdag ude på byggepladsen, eller dem der sidder med hovedet dybt nede i CAD tegninger og tidsplaner.
Masser af visioner i praksis
Der er masser af visioner blandt byggeriets praktikere. Hvis blot de får lov at folde dem ud. Arkitekter, ingeniører, håndværkere og entreprenører er alle med til at udtænke løsninger, som har reddet hele byggeprojekter, og som ingen ville kunne tænke sig til uden den viden og løsningsparathed, som udspringer af praksis. Nogle af dem har startet deres egne udviklingsprojekter. Andre har taget ansvar i andres projekter, fordi de har oplevet, at metoder, planer og beregninger ikke stod mål med den opgave, der skulle udføres i praksis. Men alle er de modige og inspirerende, og de viser os og alle andre, at nye løsninger og gode idéer i høj grad skabes ude på byggepladsen – der, hvor de skal bruges i praksis.
Praksis skal have en stemme
Vi skal slippe idéen om praktikeren som én, der slår søm i, og i stedet fokusere på, at en praktiker benytter en logisk metode til at identificere et problem, udvikler idéer der kan løse problematikken og efterstræber en optimal løsning. Det er selvfølgelig ikke nok, men et afsæt i takt med en erhvervsskolereform og andre tiltag, der vidner om den gryende forståelse for, at det først er, når visioner møder praksis, at værdien bliver skabt. Vi bliver alle fattigere, hvis ikke vi formidler praktikernes tavse indsigter. Både til praktikerne selv, til politikerne, til uddannelsesinstitutionerne og til alle os, der måske ikke lige kan se det, fordi vi ikke helt ved det; At værdien af Danmarks eksisterende bygningsmasse, hvad enten vi taler kulturel værdi eller kroner og øre, skyldes dem, der kan!
